Kan man virkelig synge så dårligt?

En canadisk mand har fået en bøde på over 700 kroner for at synge med på sin yndlingssang i sin bil.

Det skriver Huffington Post.

Den 38-årige Taofik Moalla fra storbyen Montreal blev vinket ind til siden, mens han sang med på det massive 90'er-hit 'Gonna Make you Sweat' med C+C Music Factory.

Da hittet fra 1990 nåede til sangens mest kendte sætning i teksten måtte han synge med: 'Everybody Dance Now.'

Tonerne har imidlertid ikke udelukkende været en fryd for øregangen.

Manden blev hurtigt vinket ind til siden af fire politibetjente. De gik op til hans bil og spurgte, hvad han havde gang i. Derefter spurgte de, om han havde skreget meget højt?

Det afviste den 38-årige og fortalte betjentene:

»Nej, jeg lyttede bare til min yndlingssang,« hvorefter han gentog tekstens omdrejningspunkt:

»Everybody Dance Now!«

Da de havde hørt hans forklaring valgte betjentene, at kontrollere hans registreringsattest og kørekort i patruljebilen. Da de vendte tilbage til ham, havde de dårligt nyt med. Taofik fik en bøde på 149 canadiske dollar for at skrige i sin bil.

En måned efter hændelsen er den 38-årige stadig i chok.

»Jeg ved ikke, om min sangstemme virkelig var så slem, og det er derfor, at jeg har fået bøden,« siger han ifølge CTV og fortsætter:

»Men jeg var stærkt chokeret. Jeg er klar over, at de bare passer deres arbejde, og at de skal kontrollere min bil, hvis de tror, at jeg har kidnappet nogle eller der sker noget farligt inde i bilen, men jeg havde aldrig regnet med, at de ville give mig en bøde for det her.«

Den 38-årige 90'er-fan insisterer på, at han ikke sang for højt. Nu regner han med at tage i retten for at slippe for bøden. Han skal dog vente op til et år på, at der bliver en ledig retsdato, men håber på at slippe, hvis han fortæller tingene som de er.