Ude godt, hjemme bedst!

Det er måske ikke helt tilfældet her, men vi vil blot gøre dig opmærksom på, at du ikke skal glemme de danske dokumentarfilm, når du shuffler rundt i programmet til dette års CPH:DOX, som er i fuld gang.

CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. Den strækker sig over ti dage, fra den 5. november og til den 15. november i København. Ud over dokumentarfilm arrangeres der også foredrag, events og udstillinger i forbindelse med festivalen.

Vi har kigget programmet igennem, så du ikke behøver at gøre det – og har fundet frem til fem danske dokumentarfilm, du ikke må gå glip af under CPH:DOX.

We Chose The Milky Way

Instruktøren Eva Emilie Rødbro har fulgt en flok unge fra forstaden, hvor kunstige negle, similisten og selvbruner er en del af looket, når pigerne tager i byen. Du bliver introduceret til en verden, hvor alt er kunstigt – lige pånær venskaberne. ‘We Chose The Milky Way’ bliver kaldt en dokumentarisk udgave af Harmony Korines ‘Springbreakers’, der også fortalte en historie om en ungdomskultur gennemsyret af forfængelighed og surrealisme.

Se den torsdag 12/11 klokken 14.15 i Nordisk Film Palads.

Facebookistan

For Facebook-entusiaster er Facebookistan en absolut nødvendig film. For hvad ved vi egentlig om det virale værktøj, vi bliver stadig mere og mere afhængige af? Og hvad gør Facebook med de mange informationer, vi hver dag fodrer den med? Det er alle spørgsmål, filmen forsøger at besvare.

Se den søndag den 15/11 klokken 15.30 i Nordisk Film Palads.

Born To Loose - en film om Lorenzo Woodrose

En portrætfilm om manden bag Danmarks bedste kunstnernavn, Lorenzo ‘Guf’ Woodrose. Sangeren, musikeren og værtshusejeren er måske bedst kendt for sit forsangerskab i syrerockbandet Spids Nøgenhat og rockbandet Baby Woodrose. En af musikbranchens sande originaler.

Se den lørdag den 14/11 klokken 20.00 på Forbrændingen

Nielsen

Selv Max Uwe Jensen (ham, der både har skidt på gulvet hos Statens Kunstfond og i en stempelkande) når ikke performance-kunstneren Nielsen til sokkeholderne. I kunstens navn har han nemlig erklæret sig selv død, overtaget en anden mands identitet og lagt den mand i jorden i et stort opstillet begravelsesarrangement. ‘Nielsen’ er et portræt i flere dele af Danmarks måske mest radikale performance-kunstner.

Se den tirsdag 10/11 klokken 17.00 i Vester Vov Vov.

Fremtidsvej

Instruktøren Ulrik E.E. Gutt-Nielsen er vokset op i en kernefamilie, men da Ulriks mor dør, ramler tilværelsen for Ulriks far. Der går prostituerede, pengeafpresning og online-dating i hverdagen, og Ulrik må passe sin forvirrede far – og det gør han så, alt imens kameraet ruller.


Se den søndag 15/11 klokken 14.00 Nordisk Films Palads.

Se hele programmet på COP:DOX lige her.