Da thailandske toldere i Bangkoks Suvarnabhumi-lufthavn torsdag besluttede at åbne fire mistænkelige kufferter, var det et helt specielt og meget sjældent syn, der mødte dem.

Kufferterne fra Bangladesh var fyldt med 458 eksotiske og truede krybdyr, der kunne have indbragt smugleren flere hundrede tusinde kroner.

Tolderne havde på forhånd fået et tip om at en kendt smugler og handler af truede dyr var på vej til Thailand.

Det lykkedes ikke de thailandske myndigheder at anholde manden. Ifølge nyhedsbureauet AP nåede han at stikke af, da det gik op for ham, at han ikke ville slippe ud af lufthavnen med sine skildpadder og krokodiller.

Det er derfor også uvist, hvad smugleren havde af planer for de mange dyr, der var stablet i små kasser i de fire kufferter. Men ifølge AP bliver de ofte solgt som kæledyr, mens mange ender som delikatesser i kinesiske forretninger eller som medicin.

Flere af krybdyrene i de fire kufferter er på CITES-listen over truede dyrearter, og der var både store havskildpadder og helt små skildpadder blandt kuffertkrybene.

Et par ferskvandskrokodiller havde sågar taget flyveturen til Thailand.