Tv-dilemma: I aften blænder TV3 og Kanal 5 op for næsten ens programmer

Fire kendte danskere på besøg hos hinanden. Fire kendte danskere, der skal lave mad. To tv-kanaler har fået samme idé.

Det er nemlig ikke dig, der er noget galt med, hvis du føler dig forvirret i aften.

For hvis du zapper forbi TV3 og Kanal 5 mellem kl. 19 og 20, så kommer du til at se stort set samme program - bare med forskellige deltagere.

Samme koncept


TV3 har premiere på 'Til middag hos...', og på præcis samme tidspunkt blænder Kanal 5 op for '4-stjernes middag'.

Konceptet er det samme på begge kanaler:

Fire kendte danskere skal på skift på besøg hos hinanden.

De fire skiftes til at være vært og fremtrylle lækkerier i køkkenet, og efter fire middage kåres en vinder.

Programmerne sendes mandag til torsdag på begge kanaler og endda på samme tidspunkt.

Synd for seerne


Camilla Ottesen, der deltager sammen med Anne-Grethe Bjarup Riis, Alexander Kølpin og Peter Aalbæk Jensen i TV3s 'Til middag hos...', er ikke i tvivl om, hvem det går ud over.

- Det er jo synd for seerne, det er altid dem, der skal vælge.
Det er det samme, når man vælger at placere to store underholdningsprogrammer over for hinanden fredag aften.

Flere af deltagerne har da også oplevet at være blevet ringet op både af Kanal 5 og TV3, der ønskede, at de skulle deltage i programmet.

lfu@bt.dk

Se enten 'Til middag hos' på TV3 eller '4-stjerners middag' på Kanal 5 i aften kl. 19.