Jeg savner af og til at være automekaniker igen, fordi ... nej det gør jeg vel egentlig ikke sådan, jeg har været en af de heldige, der altid har lavet det, jeg havde lyst til, derfor savner jeg det ikke meget. Men der var lidt mere uformel værkstedshumor, end der er på Christiansborg, og det kan jeg da godt savne af og til. Jeg vidste, jeg skulle være automekaniker, da jeg gik i syvende klasse, og jeg kom i lære, da jeg var 16. Siden blev jeg værkfører hos Toyota, hvor man som en af de første indførte Leanprincipper – det var spændende.

En god motorcykel er en, der ... kan komme hurtigt fremad – det er ikke så meget farten, der er sjov, som selve accelerationen. Det kan være lidt kedeligt bare at køre lige ud, det er sjovt at dreje. Jeg har kørt motorcykel i mange år og er aldrig væltet. Og i dag har jeg fået en lidt anden kørestil – det kommer automatisk med alderen. Jeg kører på en Suzuki 600 GSXR.

Det specielle ved os fra DF er, at ... vi er sådan nogle flinke og rare mennesker, som altid taler pænt, men de billeder, der bliver tegnet af os, er i overført betydning med horn i panden. Jeg oplever tit, når jeg taler med nogle, at de siger: Jamen vi troede, I var sådan nogle hårde hunde. Men nej, sådan er vi ikke. Vi ligner nok resten af befolkningen og går ikke så ofte i Det Kongelige Teater, det er nok mere til revy, diletant eller en fodboldkamp – så vi afspejler vores vælgere meget godt.

Dem man er mest uenig med ... er tit dem, man også drikker en øl med efter dagen på Christiansborg. Politisk set er vi i DF mest uenige med De Radikale og Alternativet, men på det personlige plan ser vi ikke på partifarven og kan sagtens ha’ det sjovt med dem, vi er uenige med. De kan tit være meget rare alligevel.

Det var en pinlig episode i Folketinget, da ... jeg engang for ti år siden, hvor jeg ikke havde været her så længe, lavede et stunt ved elevatorerne, som jo kører op og ned uden at standse. Jeg stod og talte i en af Folketingets gamle nokiatelefoner i elevatoren, og da jeg hoppede ud, fik jeg ikke lige bagbenet med og røg ned på gulvet. Mens jeg bed smerten i mig, tog jeg telefonen og snakkede videre. Jeg prøvede at se helt almindelig og ikke ubesværet ud, indtil jeg kom ind på gruppeværelset, hvor jeg ømmede mig. Det gjorde virkelig ondt. Det har jeg aldrig sagt til nogen.

Som finansordfører for DF tænker jeg nøje over ... hvordan jeg selv bruger mine penge, når jeg køber ind. Jeg handler faktisk ret meget i Aldi og Netto, og jeg køber sjældent det allerbilligste. Jeg er omkostningsbevidst og kører også i en gammel bil. Det er en Peugeot 607 fra 2001, som jeg fandt i den blå avis. Jeg er for nærig til at købe en ny – der er et meget stort værditab på biler de første år, og jeg kan jo selv reparere biler.

Apropos biler ... har jeg også en Alfa Romeo GTV fra 1998 – det er en Bertone, som er pæn i coupé-udgaven. Og sammen med min far har jeg en Ford Customline fra 1955, som vi har kørt i, siden jeg var barn.

Jeg er god til .... at lave mad og til at være impulsiv. Min kone synes måske, jeg nogle gange er lidt for impulsiv. Til daglig kan jeg ikke planlægge, hvornår jeg har fri – der kan være forhandlinger i weekender, men når der pludselig er tid, går jeg gerne i gang med at male vægge, lægge nyt gulv eller flytte døre i den gamle skole, vi bor i. Og de projekter har det med at gribe om sig.

Jeg er elendig til ... at rydde op, når jeg har lavet mad. Når vi typisk fredag aften sidder hjemme og hygger os med et glas rødvin, og børnene, der er 16 og 18, har deres kærester på besøg, synes jeg, de skal rydde op efter mig.

Det at være DFer førte engang til sammenstød med ... jeg har faktisk personligt aldrig oplevet noget. Kun på Facebook, hvor der somme tider er nogen, der klokken to om natten folder sig ud. Da jeg skulle ansættes som efterskolelærer på Nysted Efterskole, som var i et meget venstreorienteret miljø, sagde de, der skulle ansætte mig, at det kunne da være sjovt at ansætte en DFer. Der var jeg i tre år.

Guldborgsund vil blive et bedre sted med en Fehmernforbindelse til Tyskland ... nej, det bliver ikke et bedre sted, det er et godt sted i forvejen. Men, hvis vi gør det rigtigt, kan vi blive et rigere sted, fordi infrastuktur skaber vækst og beskæftigelse. Så huspriser og skattegrundlaget også stiger, og vi kommer til at få lidt bedre restaurationer. Men Storstrømsbroen er næsten vigtigere – ligesom elektrificeringen af togene betyder, at der kun er 57 minutter til Rådhuspladsen. Det gør det interessant, at man både kan bo i Guldborgsund og arbejde i København.

Jeg begynder at gabe spontant, når ... jeg har set tv i mere end 15 minutter. Jeg aner knap nok, hvad ’Bagedysten’ eller ’Vild med dans’ er. Når jeg kommer hjem fredag aften, sidder vi aldrig i stuen, men bliver ved spisebordet, hvor vi taler med hinanden. Men det er klart, at jeg er nødt til at følge med på News og andre steder i løbet af dagen. Hvis jeg skal se tv, foretrækker jeg DR K eller DR2.

Jeg er stor fan af ... at danse og høre musik. Jeg er nok gået lidt i stå der i begyndelsen af 90erne med musikken. Min kone og jeg behøver bare at have to på besøg, så kommer vi til at danse i køkkenet til f.eks. Danser med Drenge og ’What is Love’ med Haddaway. Jeg er stor fan af det, og det kan også være søndag morgen.

Journalister er virkelig irriterende, når de ... spørger om noget, de ikke ved noget om. Af og til bliver jeg ringet op af en, der på en seddel har to spørgsmål, han skal have svar på. Og de spørgsmål kan være helt sorte og kan være i stil med: ’Er du holdt op med at slå din kone’. Altså spørgsmål, hvor man tager noget, der ikke passer, for givet.

Jeg ville ønske, jeg kunne flytte til Nørrebro ... nej, men jeg ville håbe, jeg havde haft lyst til at flytte til Nørrebro, for det er ærgerligt, at vi er så udfordrede derude. Jeg har en lejlighed i København og synes, det er en dejlig by, men jeg elsker at komme hjem til Falster – elsker at være dér, hvor jeg er. Men jeg kunne ikke forestille mig at bo på Nørrebro. Lige nu sidder vi og diskuterer finansloven, og vi vil i DF arbejde for at hjemsende flere flygtninge i takt med, at der er fred i deres hjemlande.

Bagsiden af medaljen i mit liv er ... at jeg ikke har været til et forældremøde de seneste fem år, og når ens gode kammerat har fødselsdag, skal man til møde, fordi forhandlingerne kom til at foregå henover weekenden. Forsiden af medaljen er jo, at man som politiker kan leve af ens fritidsinteresse. Jeg er ikke begyndt i et ungdomsparti, jeg begyndte i frokoststuen hos Nissan, hvor vi læste bl.a. BT, og der kunne jeg sidde og kloge mig over, hvad politikerne burde gøre. Siden meldte jeg mig ind i et parti, og jeg er da stolt af at være blandt de 179 i Folketinget. Jeg ser det ikke bare som et job, men som et hverv.