Der har tidligere været lavet en russisk, en arabisk og en amerikansk genindspilning af "Forbrydelsen". Nu kaster verdens folkerigeste land sig over serien.

Hvem slog Nanna Birk Larsen ihjel?

Det mordmysterie skulle kriminalkommissæren Sarah Lund, i skikkelse af den danske stjerneskuespiller Sofie Gråbøl, opklare i første sæson af DR-dramaet "Forbrydelsen".

Nu kommer krimisuccesen til Indien, som har filmatiseret den under titlen "Search - The Naina Murder Case" med skuespilleren Konkona Sen Sharma som Indiens svar på Sarah Lund.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Seriens skaber, Søren Sveistrup, kalder det en kæmpe ære, at endnu et land har adapteret DR-dramaet.

Der har tidligere været lavet en russisk, en arabisk og en amerikansk genindspilning af serien.

- Vi skabte en historie, der greb millioner verden over, og som placerede dansk tv-drama på den internationale scene på en måde, vi aldrig havde drømt om, jubler Søren Sveistrup i pressemeddelelsen.

- Tillykke til "Forbrydelsen" med at fortsætte sin lange og bemærkelsesværdige rejse.

Ifølge DR er "Forbrydelsen" blevet solgt til flere end 100 lande verden over.

Serien modtog en britisk Bafta-pris i 2011.

"Search: The Naina Murder Case" får premiere 10. oktober.

/ritzau/