Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger søndag, at ukrainske styrker er rykket frem i grænsedistrikter i den nordlige Sumy-region, som Rusland i de seneste måneder har forsøgt at få greb om.
Det sker i præsidentens daglige tale, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Her citerer Zelenskyj også Ukraines hærchef for, at Rusland har lidt betydelige tab i regionerne Donetsk og Kharkiv langs frontlinjen.
Talen finder sted, en uge efter at Rusland har meldt om det, der beskrives som fremskridt i regionen Dnipropetrovsk, der ligger centralt i Ukraine.
Russiske styrker er i gang med et langsomt fremstød gennem det østlige Ukraine og melder næsten dagligt om erobringer af nye landsbyer, skriver Reuters.
Rusland har delvist besat fire regioner - Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson - men ikke Dnipropetrovsk, hvor det indtil videre melder at have fået kontrol over en række landsbyer langs regionens grænse.
- Der er gode resultater i grænseområderne i Sumy-regionen, siger Zelenskyj i talen søndag.
- Vores enheder fortsætter med at avancere i retning af Ukraines statsgrænse.
I august sidste år trængte ukrainske styrker ind i Kursk-regionen i det sydvestlige Rusland og overtog en række landsbyer.
Rusland sendte forstærkninger til regionen, og i løbet af foråret meldte Rusland på ny at have fuld kontrol over Kursk. Siden da har Rusland forsøgt at etablere en såkaldt bufferzone i Sumy-regionen.
Rusland retter regelmæssigt angreb mod blandt andet byen Sumy, som ligger i regionen.
Zelenskyj siger søndag, at Ruslands styrker har lidt betydelige tab nær Kupjansk, som ligger nordøstligt i Kharkiv.
- Vi fortsætter med at operere i retning af Dobropillja, siger han.
Dobropillja ligger nær Pokrovsk i Donetsk.
- Det er vigtigt, at russiske angreb bliver afværget af vores drenge, siger Zelenskyj.
/ritzau/