Han har aldrig sat sin fod i parlamentet, selv om han blev valgt for over et halvt år siden.
Og nu har hans kollegaer tabt tålmodigheden og smidt ham ud, skriver BBC News.
De japanske vælgere sendte i juli 2022 youtuberen GaaSyy ind i det japanske overhus, Sangi-in, for en seksårig periode.
Hans rigtige navn er Yoshikazu Higashitani, og han var inden valget mest kendt for sine videoer på YouTube, hvor han viderebringer sladder om kendisser.
Han er valgt som det ene af to medlemmer af partiet Seijika-joshi-48. Partiet har kun et programpunkt, nemlig at reformere Japans public service-station, skriver BBC News.
Imidlertid har han siden valget ikke deltaget i et eneste møde i overhuset. Han opholder sig nemlig slet ikke i Japan, men menes i stedet at gemme sig i De Forenede Arabiske Emirater.
Årsagen til udlandsopholdet er, at han frygter at blive arresteret i Japan. Politiet har undersøgt ham på grund af de beskyldninger og mulige ærekrænkelser af kendte, han har fremsat i sine YouTube-videoer, skriver BBC News.
Og nu gider hans kollegaer altså ikke mere.
De har krævet, at han mødte frem og gav en personlig undskyldning til medlemmerne af overhuset.
Han mødte dog aldrig frem, men meddelte i stedet på sin YouTube-kanal, at han ville rejste til Tyrkiet og donere sin løn til ofrene for det voldsomme jordskælv tidligere på året.
Det har nu kostet ham parlamentspladsen, da overhusets disciplinærkomité har valgt at tage den fra ham.
»Komiteen er nået til denne konklusion efter at have diskuteret sagens betydning for den demokratiske valgproces,« sagde Muneo Suzuki, leder af kammerets disciplinærkomité.
»GaaSyy forstår ikke grundlaget for demokrati, som er baseret på love og regler,« sagde han ifølge JapanTimes.
Det er kun sket to gange før siden 1950, at en politiker har fået frataget sin plads i overhuset, og det er første gang, at begrundelsen har været fravær.
Overhuset skal godkende afgørelsen senere i denne uge.
Hans plads bliver overtaget af en anden kandidat fra Seijika-joshi-48.