Mistanken har klæbet til landet i årevis.
Men først nu indrømmer Sydkorea, at man gik uhyggeligt langt for at tjene penge på adoptivbørn.
En statslig 'sandhedskommission' har fundet frem til, at adoptionsbureauer har forfalsket dokumenter for at gøre børn 'mere adopterbare' for amerikanske og europæiske familier, skriver norske VG.
»Dette er et øjeblik, vi har kæmpet for at opnå. Kommissionens konklusion anerkender det, vi adopterede har vidst længe – at bedrageriet og problemerne med den koreanske adoptionsproces ikke kan forblive skjulte,« siger danske Peter Møller, der er adopteret fra Sydkorea, til VG.
Undersøgerne har blandt andet dokumenteret, hvordan børn i årevis er sendt med fly som en ren og skær handelsvare.
Det vil sige fastspændt i flysæder – men med status som bagage.
Sidste år fandt undersøgerne også ud af, at adoptionsbureauerne blandt andet kunne finde på at præsentere børn som forældreløse, selvom de havde forældre.
Undersøgelsen omfatter blandt andet 21 adopterede personer fra Norge, som har fået deres adoptioner undersøgt af Sandhedskommissionen.
Sydkorea er det land i verden, hvor flest børn er adopteret fra. Omkring 200.000 børn er bortadopteret fra landet siden 1953.