Der er fredag aften store optøjer i Paris med demonstrationer i gaderne.

Det sker, efter en 69-årig mand menes at have skudt og dræbt tre personer og såret tre. Skyderiet skete på et kurdisk kulturcenter kort før klokken 12:00. Den anholdte er selv blevet indlagt.

Manden er kendt af det franske politi for to tidligere drabsforsøg i 2016 og 2021. Han er tidligere sigtet for racistisk vold.

Ifølge Le Parisien bruger det franske politi tåregas mod demonstranterne i Paris' gader fredag aften, og billeder fra stedet viser, at både politi og demonstranter er talstærkt til stede.

Det franske medie Le Monde skriver, at mindst 11 betjente er såret efter optøjerne.

Det Kurdiske Demokratiske Råd har arrangeret endnu en demonstration lørdag klokken 12.

Rådet vil desuden holde en pressekonference klokken 18:30 fredag aften.

Politiet oplyser, at gerningsmanden fra skyderiet på det kurdiske kulturcenter er hvid, fransk statsborger og kendt for to tidligere drabsforsøg.

Øjenvidner siger, at han gik målrettet mod det kurdiske center.

Det er uklart, hvilket motiv der ligger bag skyderiet, men man efterforsker, om det er racistisk motiveret.