Segboards ligner at blive et hit under juletræerne i år, men det tohjulede transportmiddel kan være farligt at bruge.

En mand fra Alabama påstår nemlig, at hans Segboard pludselig brød i brand og nærmest eksploderede.

Timothy Cade fra Gulf Shores havde ifølge MKRG kun haft fornøjelsen af sin Segboard i tre dag, før flammerne stod fra den populære gadget.

»Jeg gik udenfor og tændte det, og kørte ned ad fortovet. Ikke engang 30 meter, og så eksploderede det,« sagde Cade til MKRG.

Cades mor kom løbende ud på fortovet og smed natron på Segboardet for at slukke ilden. Men natronen gjorde muligvis ondt værre, og derfor løb hun ind og hentede noget vand. Vandet fik slukket ilden. Næsten da.

Cade mener, at det var batterierne, der var skyld i branden.

»Batterierne skød ud af den. Man skulle ikke tro, at sådan en brand kunne komme ud af så lille en ting. Jeg forventede slet ikke, at sådan noget kunne ske.«

Nu skulle man tro, at Cade ville holde sig helt væk fra Segboards. Men han forsøger at få refunderet det rullende bræt og har planer om at købe et nyt - dog af et andet mærke.

»De er så sjove. Men jeg vil være mere forsigtig med batterierne, for jeg tror, det var dem, der eksploderede,« afslutter Cade.