Tre dages intensiv eftersøgning af spor af Madeleine McCann er ved at være afsluttet.
Ifølge det britiske medie Sky News' kilder blev eftersøgningen indstillet klokken 16 lokal tid torsdag.
Britiske Daily Mail oplyser, at betjente fra den portugisiske politienhed Guarda Nacional Republicana (GNR) har fået besked om, at deres hjælp ikke længere er nødvendig.
GNR er den ene af to portugisiske politienheder, der har bistået på jagten efter spor af Madeleine McCann.
I tre dage har en omfattende eftersøgning fundet sted cirka 50 kilometer fra turistområdet Praia de Luz.i Algarve i Portugal, hvor Madeleine forsvandt i maj 2007.
Tidligt torsdag var man i gang med at rydde bevoksningen ved bredderne af det afsides vandreservoir Arade, skriver Sky News.
Tidligere i eftersøgningen har man brugt maskiner til at rydde området for træer.
Politiet har haft politihunde ved vandreservoiret, og flere steder har man haft gang i udgravninger.
Efterforskningen er sket på foranledning af tysk politi, der i 2020 satte navn på den hovedmistænkte i sagen: seksualforbryderen Christian B.
Han sidder allerede fængslet, dømt for voldtægt af en 72-årig kvinde i netop Praia de Luz. Her opholdt han sig i adskillige år, blandt andet også på det tidspunkt, hvor Madeleine McCann forsvandt fra hotelværelset.
Tysk politi betragter sagen som en drabssag.
Den tyske statsanklager, Hans Christian Wolters, har oplyst, at man er til stede i området efter at have fået et tip i sagen.
Ifølge en kilde vurderer det tyske politi, at tippet kom fra en 'yderst troværdig' kilde, skriver den portugisiske avis Expresso ifølge Reuters.
Hans Christian Wolters har oplyst til det tyske medie NDR, at det ikke var Christian B., der var kommet med tip.
Statsanklageren har desuden oplyst, at myndighederne 'har grund til at tro, at man kunne finde beviser der (i vandreservoiret, red.)'.
Ifølge politiet færdedes Christian B. ofte i området omkring reservoiret.
Til Sky News har Hans Christian Wolters tidligere oplyst, at det er et bestemt område, man koncentrerer sig om, og at det bliver 'fuldstændigt gennemsøgt'.
»Vi havde i første omgang regnet med, at det ville tage to eller tre dage. Der er ligegyldigt, om det tager tre eller fire dage. Vi fortsætter, til vi er færdige.«
Christian B. nægter sig skyldig i sagen.