Det lykkedes en kvinde at slippe ud af det brændende højhus Grenfell Tower med alle sine seks børn. Men da hun nåede ned til udgangen, manglede to af børnene.
Det fortæller et vidne til engelske Metro.
Vidnet, Michael Paramasivan, som bor på 7. etage, fortæller, at kvinde hurtigt fik reddet alle sine seks børn ud fra sin lejlighed på 21. etage, da Grenfell Tower i det vestlige London i nat pludselig brød i brand.
»Der var den her kvinde, som flygtede fra sin lejlighed på 21. etage med sine seks børn. Men da hun kom ned for enden af trapperne, havde hun kun fire af dem med sig,« siger Michael Paramasivan ifølge Metro.
»Hun kan ikke finde sine to børn nogen steder. Hun er i øjeblikket på et kommunalt center, fuldstændig sønderknust,« tilføjer han.
Michael Paramasivan vågnede selv midt om natten, da han pludselig kunne lugte brændt plastik. Han beretter om frygteligt scener.
»Jeg kiggede gennem dørspionen og kunne se røg alle steder. Så åbnede jeg døren, og så alle naboerne. Folk skreg,« siger han.
Branden i højhuset Grenfell Tower brød ud på 27. etage natten til onsdag. Indtil videre er det bekræftet, at seks personer har mistet livet - herudover er mindst 50 personer blevet kørt til hospitaler rundt omkring i London. Grenfell Tower huser 120 lejligheder, og siden branden brød ud, har over 200 brandfolk kæmpet med flammerne.
Beboere i højhuset er blevet evakueret , ligesom området omkring er blevet spærret af.
Årsagen til branden er endnu ukendt.