Hustruen til Nerijus Bilevicius, der sidder fængslet for drabet på Lisa Holm, er pludselig kommet i tanker om, hvor hendes mand opholdt sig, da 17-årige Lisa Holm forsvandt den 7. juni sidste år.

Hjemme.

Det kom frem fredag formiddag, da hustruen vidnede i sagen via en videoforbindelse til Litauen. Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

Hidtil har den litauiske kvinde haft svært ved at holde redde på de tidspunkter, hun mente, at hendes mand havde været hjemme den dag, Lisa Holm forsvandt. Men da hun blev afhørt af retten fredag formiddag, var hun pludselig ikke i tvivl:

»Jeg er helt sikker. Og jeg gentager, jeg er helt sikker på, at han var hjemme kvart i syv. Hundrede procent sikker,« lød det.

Læs også: Total forvirring i Lisa Holm-sagen: Kan ikke finde hoved og hale i konens forklaring

Det er blot to måneder siden, at 35-årige Nerijus Bilevicius blev kendt skyldig i mordet på 17-årige Lisa Holm, men nu er sagen igen for retten i Sverige, efter at den 35-årige litauiske gæstearbejder har anket sagen til landsretten.

Fortsat nægter han sig skyldig, på trods af at flere tekniske beviser har kædet ham sammen med mordet på den unge kvinde, der forsvandt fra sin arbejdsplads, en café i Blomberg, efter at hun havde lukket caféen ved en 18-tiden den 7. juni sidste år.

Fem dage senere blev hendes lig fundet i et smalt garderobeskab i et skur ved den nærliggende gård Mantorp. Siden har den 35-årige gæstearbejder siddet varetægtsfængslet.

Om den 7. juni sidste år fortalte hustruen til den 35-årige gæstearbejder, at hendes mand var taget hjemmefra ved en 16-tiden for at reparere en vindueskarm for deres udlejers søn, og at han mellem klokken 17 og klokken 17.40 vendte tilbage to gange for at lede efter noget bedre værktøj.

Selv var hun optaget med sine hjemlige pligter, men alligevel husker hun præcis, hvornår han var hjemme. Det var klokken kvart i syv.

Efter klokken 19 befandt hun sig i køkkenet, og Nerijus Bilevicius befandt sig på sit værelse. Hvad han lavede, husker hun ikke. Til gengæld husker hun, at han foretog et Skype-opkald til sin mor klokken 19.35. Et Skype-opkald, der i øvrigt er blevet bekræftet i løbet af efterforskningen.

Læs også: Anker dom for mordet på Lisa Holm: 'Han er sønderknust'

Senere på aftenen spiste de pizza og så film, indtil de faldt i søvn.

»Nu i dag har du fortalt en hel del ting. Hvordan kan det være, at du kan huske tidspunkterne så præcist for så forskellige ting?« ville anklageren gerne vide.

»Jeg har en meget god visuel hukommelse, og på mikrobølgeovnen i køkkenet er der et ur,« lød hendes forklaring.

I retten blev hun også spurgt til, hvordan hendes eget DNA var fundet på Lisa Holms trusser, men det spørgsmål anfægtede hun dog:

»Hvordan? Det er jer, som fik det resultat. Det bør I spørge jer selv om. Hvordan er I kommet frem til det?« svarede hun.

Udover Nerijus’ hustru blev bl.a. DNA-eksperten Anne Kihlberg, Nerijus Bilevicius’ arbejdsgiver, Lisa Holms kollega og et nyt vidne afhørt i landsretten fredag.

Retssagen forventes afsluttet på mandag.