Fængsel på livstid. Sådan lød dommen til den 35-årige Nerijus Bilevicius i Skaraborg tingsrätt, da der tirsdag blev sat et endeligt punktum i sagen om drabet på den 17-årige Lisa Holm. Men nu - blot én dag efter domsfældelsen - har den dømte valgt at anke dommen.

Det skriver Aftonbladet.

»Vi anker selvfølgelig dommen,« siger Nerijus Bilevicius' forsvarer, Inger Rönnbäck, til P4 Skaraborg.

Nerijus Bilevicius har konsekvent fastholdt sin uskyld i løbet af de fem måneder, hvor han har siddet varetægtsfænslet for drabet på den 17-årige Lisa Holm. Dommen blev derfor hårdt modtaget af den 35-årige litauiske gæstearbejder.

»Han er sønderknust,« siger forsvarer, Inger Rönnbäck, til det svenske nyhedsbureau TT.

Læs også: Lisa blev fundet dræbt i en lade: Her er dommen i sagen, der rystede Sverige

Den 17-årige Lisa Holm blev dræbt den 7. juni, kort efter hun havde fået fri fra arbejde fra den café, hun arbejdede på i Blomberg. Fem dage senere blev hendes lig fundet gemt væk i et smalt garderobeskab i et arbejdsskur ved en nærliggende gård.

Siden har den 35-årige litauriske gæstearbejder siddet varetægtsfængslet i sagen.

Det er primært tekniske beviser, der har kædet Nerijus Bilevicius sammen med mordet på Lisa Holm. I den lade, hvor Lisa Holm blev dræbt ved hængning, fandt politiet flere dna-spor, der tilhører den dømte Nerijus Bilevicius. Bl.a. blev der fundet sæd på gulvet, blod på hendes tøj, dna-spor på hendes undertøj og dna-spor på det reb, der blev brugt til at tage livet fra den unge pige.

Læs også: Anklager er sikker i Lisa Holm-sagen: Sæd, blod og dna-spor belaster den tiltalte mand

Til trods for de mange tekniske beviser har den 35-årige litauer nægtet sig skyldig under hele retssagen.

»Jeg ved ikke, hvordan det er havnet der. Jeg har aldrig mødt pigen,« har han tidligere udtalt under retssagen.

Efter domsfældelsen tirsdag fortalte retsfomand Anna-Karin Lundberg, at det primært var de tekniske beviser, der var blevet kigget på.

»Hun er blevet udsat for en hensynsløs behandling. Det er en unge pige - i princippet et barn - der er blevet angrebet af en voksen mand. Situationen må have været frygtelig skrækindjagende for hende, før hun døde,« siger hun til SVD.

Hvis Nerihus Bilevicus på et tidspunkt bliver løsladt fra sin livstidsdom, står han til udvisning af Sverige på ubestemt tid.

Læs også: Total forvirring i Lisa Holm-sagen: Kan ikke finde hoved og hale i konens forklaring