Han var en vovehals, som faldt fra en skyskraber, og hun var en studerende, som fik 27.000 volt igennem sig. De jagtede »den ultimative selfie«, som skulle vælte internettet, og de er ikke ene om det. Selfies er nu skyld i flere dødsfald end hajer og lynnedslag.
Han nåede, hvad han ville. Han fik så meget opmærksomhed, han fik så mange klik, og på alle beboede kontinenter, og den unge mand burde være en glad mand.
Ulykkeligvis var Wu Yongning også en død mand, og han døde af selfiecide. Død ved selfie.
Den unge kineser var en mester i at tage billeder og videoer af sig selv, mens han dinglede fra bygninger, eller stod på toppen af en spinkel TV-mast og med verden langt, langt under sig. Over en mio. mennesker forgudede ham på det kinesiske Facebook, og hans sponsorer fløj ham til nye umulige mål mod til gengæld at få lov til at annoncere på hans videoer, som en af hans venner har fortalt CNN.
Han var en rooftopper, som levede af sine ekstreme selfies, og i sidste måned blev han fløjet til en 62-etagers bygning i Hunan-provinsen i Kina. Han kunne tjene 95.000 kr. på at dingle fra bygningen uden sikkerhedsudstyr, og han havde brug for pengene. Hans mor var alvorligt syg og skulle på en specialklinik, og Wu Yongning ville i december fri til sin kæreste og skulle have penge til et ordentligt bryllup, skriver New Strait Times i Singapore.
Så han gjorde det ikke for at dø. Han gjorde det for at leve - og for at hans mor kunne leve - og man kan også se på den offentliggjorte video, hvordan han tørrer skyskraberkanten af, så han ikke glider i døden. På det næste klip hænger han i fingerspidserne ud over kanten, han trækker sig selv op og ned, og på et tidspunkt sker der så noget. Wu Yongning kan tilsyneladende ikke trække sig selv op, han flakser med benene, han forsøger at dreje ansigtet som om, han håber, at kameraet vil redde ham - og så falder han.
100 dødsfald
Og han falder ned i en underverden - eller oververden - hvor han har selskab af hundredevis af andre ofre for ekstreme selfies.
Ifølge en opgørelse fra Carnegie Mellon University var der 15 selfiecides i 2014, 39 i 2015 og 73 i de første otte måneder af 2016, hvor universitetet offentliggjorde sine tal. Det er uvist hvor mange selfie-dødsfald, der har været i år, men hvis tallene fra 2016 fortsætter uændret, taler vi om omkring 100 selfiecides.
Tag f.eks. en tur på Google News gennem nogle af de seneste eksempler:
En ung new zealander ville tage et billede af sig selv i et vindue i London og faldt ud og ned. En ung russer tog selfies, mens han afsikrede en håndgranat, og granaten gjorde, hvad granater gør. En ung brite ville tage en selfie, mens han lænede sig ud af et kørende tog i Paris og blev ramt af et modkørende tog. Tre indere ville tage et selfie på en travl jernbanebro og med et tog, som kom imod dem. Toget fik dem.
Og det er fortrinsvis mænd, som dør af selfies, oplyser Carnegie Mellon. Kvinder tager de fleste selfies, men mænd tager den slags selfies, som man dør af. 75,5 pct. af ofrene er mænd, og 83 pct. er under 24 år. De slår sig hyppigst ihjel fra store højder, i vandet eller foran tog, og over halvdelen af alle selfie-dødsfald finder sted i Indien og med Kina, Sydøstasien og Rusland på de følgende pladser.
Så ekstreme selfies er farlige, selfies slår flere ihjel end lynnedslag og hajer, men opgørelsen siger ikke hvorfor. Hvorfor filmede Wu Yongning sig selv, mens han gør armløftninger fra en skyskraber i Hunan? Eller hvorfor gik tre indere ud på en bro for at tage en »vi løber fra toget« selfie?
Drukner i selfies
De gør det af samme årsag, som den russiske model, Viki Odintkova, tidligere i år dinglede fra den over 300 meter høje skyskraber, Cayan Tower, i Dubai. En hjælper holdt hende i én hånd, mens hun sprællede som en fisk, smilede og poserede og med havet dødeligt glinsende under sig. Hun gjorde det ifølge USA Today, fordi hun havde brug for et boost på de sociale medier - og begge operationer lykkedes:
Hun overlevede, og hun har i dag over fire mio. fans på Instagram.
Og dét er sagen. Vi drukner i selfies - det er ikke uden grund, at »selfie« i 2013 blev årets ord, og det er sikkert kun en undertælling, når Google optalte, at der i 2015 verden over blev uploaded 24 mia. selfies til Google Photo. 55 pct. af alle milliennialer - unge født efter 1982 - tager selfies, og hvis Facebook er en guide, har deres fædre og mødre luret dem kunsten af.
En selfie kan være helt uskyldig - et livstegn, et postkort fra virkeligheden - men lige så hyppigt tjener en selfie som »en genvej til at opnå opmærksomhed eller opnå andres anerkendelse«, som videnskabsfilosoffen Paolo di Sia tidligere i år skrev i World Scientific News. De mest aktive selfie-skydere er således de mennesker, hvis selvværd er baseret på andres anerkendelse, skriver han.
Eller som den kinesiske politolog, Wu Guanjun, siger i New Yorker:
»Nogle af mine studerende betragter det som den absolut bestemmende kvalitet i deres liv - selfies giver deres liv mening, når de ikke har kontrol over noget som helst andet. At deltage i den kultur bekræfter deres egen eksistens.«
27.000 volt
Anna Ursu var sådan en studerende.
Hun studerede psykologi i den rumænske by Iasi, og hun var altid på jagt efter »det ultimative selfie«, som en ven har beskrevet over for det lokale medie, Protv. Hun havde tilsyneladende også fundet ud af, hvad Viki Odintokova og Wu Yongning havde fundet ud af: At det er en benhård konkurrence hver dag mellem millioner af andre selfies på de sociale medier, og jo mere enestående, jo mere ekstremt og dødsforagtende et motiv er desto flere klik, likes og følgere.
Så Anna Ursu og en mandlig bekendt gik ned på den lokale togstation, og de kravlede op på toget af en togvogn, og Ursu afklædte sig ned til sin bikini. Hun strakte et ben i vejret og blev ramt af 27.000 volt og kastet af toget.
En soldat ilede til hjælp, og Ursu var stadig i live. Hun spurgte ham, om hendes hår havde taget skade af eksplosionen. Hun døde få dage senere af sine forbrændinger, skriver Protv.
På det tidspunkt har jagten på anerkendelse fået »psykotiske tendenser«, skriver Paolo di Sia i World Scientific News. Selfie-tageren gør hvad som helst for at få klik i kassen, han eller hun flytter konstant grænserne, og intet er mere grænseoverskridende end at trodse selve døden, skriver han.
Og vedkommende er holdt op med at tænke på fare som farligt, men kun på fare som et motiv, som en indisk rooftopper fortalte til avisen Deccan Chronicle. Han undrede sig somme tider bagefter over, at han gjorde. hvad han gjorde - at han f.eks. lod sig dingle fra randen af en skyskraber eller en smal klippevæg - »men jeg kan simpelt hen ikke lade være med at tage en selfie«, siger han. »Jeg tror ikke, at jeg er helt klar over, hvad jeg gør, for der er bare så meget adrenalin i kroppen på mig, når det sker.«
Han er bange for, at hans forældre finder ud af det, men han »elsker at chokere, overraske og fornøje sine venner og følgere på de sociale medier«, og det er det hele værd, siger han.
Wang hong
I Indien, Kina og Rusland har myndighederne sat kampagner i kamp mod ekstreme selfies, og det er ikke tilfældigt, at problemet er større i nogle lande end andre, siger den kinesiske politolog, Wu Guanjun, til New Yorker.
I Europa er der f.eks. en mere »moden og varieret mediekultur« med mange flere tilbud, mens en enkelt udtryksform, f.eks. selfies, kan blive eneherskende i lande som Kina. Det er sigende, at en app som Meitu er blevet sådan en succes. Meitu er en app til selfie-forskønnelse, og i Kina og Sydøstasien er den downloadet på over en mia. telefoner. Hvis man ikke er til selfies, er man ganske enkelt ikke til noget i Kina, og ifølge New Yorker drømmer unge kinesere ikke længere om at blive popstjerner eller sportsstjerner, men om at blive en wang hong lian, et »berømt ansigt fra internettet.«
Og for rooftopperen Wu Yongning lykkedes det. Han nåede toppen - på akkurat samme måde, som det unge par hos Johannes V. Jensen nåede færgen.
Han besteg skyskraberne, han besteg berømthedstinderne, han udfordrede døden, og til sidst vandt døden, men han blev kun endnu mere berømt.
Han nåede færgen.
