De står blandt andet for Magnum, Cornetto og Ben & Jerry is, Dove sæbe, Knorr færdigretter og Hellmans mayonnaise.
Og nu får de høvl for fortsat at drive massive forretninger i Rusland.
Det skriver BBC.
For efter producenten Unilever har været i massiv modvind, er forbrugsvirksomheden nu ude og forsvare sin beslutning om at fortsætte med at operere i Rusland mere end et år efter, landet invaderede Ukraine.
Unilever siger nu, at det ikke var ligetil at forlade det krigsførende land, da virksomhedens operationer så blot ville blive overtaget af den russiske stat, hvis de opgav dem.
Forsvaret af de fortsatte aktiviteter i Rusland sker efter, en kampagnegruppe vurderede, at Unilever årligt bidrager med 579 millioner pund til den russiske økonomi. Det svarer til i omegnen af fem milliarder kroner.
Moral Rating Agency anklagede tilmed Unilever for at gøre livet lettere for Rusland og dermed hjælpe landets invasion.
»Unilever må stoppe med at gemme sig bag deres handel og undskyldninger for at se den virkelighed i øjnene, at salg af en is kan give Putin mulighed for at betale for en kugle,« lød det fra grundlæggeren Mark Dixon.
Et væld af vestlige virksomheder fra Apple til Levi's forlod Rusland i kølvandet på den ulovlige invasion af Ukraine sidste år - både af etiske årsager, og fordi sanktioner har gjort det vanskeligt at operere i landet.
Unilever, der sælger produkter i Storbritannien såsom Marmite og PG Tips, sagde, at de havde stoppet eksport og import til og fra Rusland, samt at de var holdt op med at annoncere i landet.
Unilever hævder også, at man kun sælger 'essentielle' produkter i landet, inklusive hverdagsmad og hygiejneprodukter.
Men Moral Rating Agency sagde, at Unilevers produktionsfaciliteter i Rusland fortsatte med at fremstille og sælge de fleste af sine originale varer i landet.
Kampagnegruppen sagde, at dets beregninger tegnede sig for det samlede beløb, som Unilever årligt indbetalte til den russiske statskasse, sammen med penge brugt på lokale leverandører, ansatte og til andre omkostninger såsom husleje og teknologi.
Virksomheden, som beskæftiger omkring 3.000 mennesker i Rusland, sagde, at hvis det skulle opgive sine mærker i Rusland, 'ville de blive tilegnet – og derefter drevet – af den russiske stat'.
Forbrugsvaregiganten sagde, at den ikke havde været i stand til at finde en måde at sælge forretningen på, der 'undgår, at den russiske stat potentielt får yderligere fordele, og som beskytter vores folk'.