Cubas tidligere leder Fidel Castro er død. Det oplyste hans bror, Raul Castro, tidligt lørdag morgen dansk tid på nationalt tv.
Fidel Castro stod i slutningen af 1950'erne i spidsen for den revolution, som forvandlede den caribiske østat til et kommunistisk ledet land.
I 2008 besluttede han på grund af helbredsproblemer at overdrage magten til sin lillebror, Raul.
I de senere år har Fidel Castro derfor kun ladet sig se i offentligheden ved sjældne lejligheder. I august fik det cubanske folk et glimt af den sygdomssvækkede Castro i forbindelse med hans 90-års fødselsdag.
Her lod han sig hylde ved en tv-transmitteret gallaforestilling i Karl Marx-teatret i hovedstaden Havana. Tilskuerne i det fyldte teater modtog ham med 'Fidel'-råb og en over fem minutter lang klapsalve, berettede internationale medier.
Men hvem var Fidel Castro egentlig? Herunder får du fem stykker fakta om Fidel Castro, som kan gøre dig lidt klogere på den afdøde cubanske leder.
Forsøgt myrdet 638 gange
Ifølge Fabian Escalanta, som i mange år var chef for den efterretningstjeneste, hvis mest fornemme opgave var at beskytte Castro, har der i årenes løb været et enormt antal attentatforsøg på den tidligere cubanske leder. Ikke mindre end 638 gange er Castro således forsøgt myrdet. Dog er det lykkedes efterretningstjenesten at forhindre de planlagte attentater hver gang.
Otte børn med fire forskellige
Fidel Castro var kendt for at have et godt øje til kvinder og har i årenes løb haft mange forskellige elskerinder. Castro nåede i sin levetid derfor at få hele otte børn med fire forskellige kvinder. Fem af børnene fik han med sin kone Dalia Soto del Valle, som han blev gift med i 1980. Fra 1949 til 1955 var han gift med Mirta Díaz-Balart, som han fik en søn med. Derudover fik han et barn med sin elskerinde Natalia Revuelta og et andet med en anden elskerinde, hvis navn offentligheden ikke kender til.
Verdens længste tale i FN
Fidel Castro er kendt over hele verden for ikke at fatte sig i korthed. Han er derfor også indehaveren af en meget speciel rekord: Verdens længste tale holdt foran FN's generalforsamling. Den 29. september 1950 holdt han en tale, der varede intet mindre end 4 timer og 29 minutter, og det fik ham direkte ind på førstepladsen.
Elskede Adidas, Puma og Nike
I 2008 overdrog Fidel Castro magten til sin bror, Raul Castro, på grund af længere tids sygdom. Med sygdommen fulgte der for Fidel Castro også en ny tøjsstil. Den mere formelle militæruniform, som Castro ellers altid havde foretrukket, blev skiftet ud med et langt mere behageligt outfit. Træningsdragter af mærker som Adidas, Puma og Nike blev derfor det helt store hit hos Castro, og de seneste år har man kunne spotte ham til offentlige arrangementer i den mere afslappede mundering.
En god cigar var sagen
Fidel Castro havde en stor forkærlighed for en særlig slags tobak: Nemlig cigarer. Til sin 90-års fødselsdag fik han derfor en helt særlig gave. En 90 meter lang cigar. Kærligheden til cigarer førte i 1966 til, at Castro grundlagde cigarvirksomheden Cohiba. I mange år var Cohiba-cigarerne så eksklusive og eftertragtede, at de kun blev givet til udenlandske statsoverhoveder eller diplomater. I 1982 blev Cohiba dog gjort til et kommercielt mærke, men cigarerne er den dag i dag stadig meget eftertragtede.