Trina Nielsen
Lyt til artiklen

Det var desværre forventeligt, at det iranske regime mandag morgen henrettede endnu en ung demonstrant.

Det siger forsker og lektor med speciale i Iran-studier og persisk ved Københavns Universitet Claus Valling Pedersen

»Det er en form for afskrækkelseskampagne, man kører i et forsøg på at stoppe protesterne,« siger Claus Valling Pedersen.

Protesterne blev dog ikke mindre efter den første henrettelse torsdag – tværtimod:

»Regimet forsøger nu at skrue på samme skrue og se, om det afskrækker fra at protestere. Vi kan risikere at se, at der i hvert fald er flere, der bliver henrettet inden længe,« siger Iran-eksperten og fortsætter:

»Hvis protesterne ikke går i sig selv – hvilket jeg ikke regner med, at de gør – så vil der blive henrettet flere.«

Henrettelsen af den 23-årige demonstrant Majid Reza Rahnavard mandag foregik offentligt i byen Mashhad, oplyste det iranske nyhedsbureau Mizan.

»At den var offentlig, er en eskalering fra regimets side. De gør det endnu tydeligere for befolkningen, hvad der sker, hvis man fortsætter protesterne. Det er meget kynisk og brutalt,« siger Claus Valling Pedersen.

Både 23-årige Mohsen Shekari, der blev henrettet i torsdags, og Majid Reza Rahnavard, der blev henrettet mandag, blev beskyldt for mere end blot at have deltaget i demonstrationerne.

Mohsen Shekari blev dømt for at have stukket en fra Basij-militsen med kniv, mens Majid Reza Rahnavard blev dømt for at have dræbt to fra samme milits.

Kan man regne med, at de rent faktisk har gjort de ting, de er dømt for?

»Nej, det kan man overhovedet ikke. Det er det, der er problemet. Retssagerne er så lukkede, de anklagede har ingen forsvarer, og de har generelt ingen form for retssikkerhed. Anklager og dommer kan for eksempel være den samme person.«

Kan de have henrettet flere end de to, uden det er kommet ud?

»Amnesty mener i hvert fald ikke, at henrettelser altid kommer ud. Så det kan man ikke vide.«

Har de her henrettelser den afskrækkelseseffekt, som regimet håber på?

»Nej, det tror jeg ikke. Protesterne vil sandsynligvis fortsætte.«

Hvad er mulighederne nu? Det virker som en ond cirkel, hvor folk demonstrerer, regimet henretter, folk bliver mere sure og demonstrerer – og så videre?

»Det virker som en voldsspiral. Og så er det så et spørgsmål om, hvornår styret slår virkelig hårdt ned. Om man virkelig tør det, om man stoler nok på sine menige soldater, politiet og Revolutionsgarden.«

Så de ville godt kunne slå hårdere ned, end det vi ser nu?

»Det vil jeg bestemt mene.«

Og hvorfor gør de ikke det?

»Det er blevet gjort besværligere af, at protesterne er så spredt ud over hele landet, og der hele tiden dukker protester op, således man ikke bare lige kan knuse nogle store demonstrationer. Der er ikke nogen rigtige ledere af protesterne, man kan slå ned på.«

Har det internationale samfunds bevågenhed nogen betydning?

»Det er det der tveæggede sværd. Regimet bruger de udenlandske reaktioner til at sige, at de protesterende går fremmede magters ærinde. Og måske vinder en mindre del af befolkningen over på sin side ved at sige det.«

»Men verdenssamfundet kan ikke gøre andet end at udtrykke sin misbilligelse over, hvad der sker, og have sanktioner mod regimet.«