»Twitter, jeg har brug for din hjælp.«

Det er hovedbudskabet i en lang række, desperate efterlysninger, som lige nu florerer på det sociale medie Twitter i kølvandet på det tragiske angreb i Nice, hvor en endnu ukendt gerningsmand bragede ind i en stor menneskemængde torsdag aften.

Blot 12 timer efter den tragiske begivenhed, hvor 84 personer indtil videre meldes dræbt, er det sociale medie plastret til med efterlysninger af forsvundne personer, som endnu ikke har givet lyd fra sig efter angrebet.

Under hashtagget #Nice06 beder de desperate pårørende omverdenen om at dele deres privatfotos i håb om at finde frem til deres nære. Det skriver Daily Mail.

Det var kort før klokken 23 torsdag aften, at føreren af en hvid lastbil torpederede den berømte Promenade des Anglais, hvor tusindvis af mennesker var samlet for at fejre Bastille-dagen, Frankrigs nationaldag.

Med ca. 64 kilometer i timen kørte gerningsmanden næsten to kilometer gennem menneskemængden, mens panikslagne mennesker løb for deres liv i alle retninger.

Midt i panikken blev flere familiemedlemmer adskilt fra hinanden. Én af dem er Joe La Douilles lillebror, der forsvandt i menneskemængden under angrebet. På Twitter har La Douilles offentliggjort et foto af den lille dreng.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Til fotoet skriver han, at lillebroderen var i Nice med deres bedsteforældre for at se på fyrværkeri i anledning af Bastille-dagen.

En ung kvinde ved navn Clara Casciana, der ligeledes befandt sig i Nice under den tragiske hændelse, bliver også efterlyst på det sociale medie, da hun endnu ikke har svaret sin telefon - efter adskillige opkald.

Artiklen fortsætter under opslaget.

En tredje bruger vil vide, om Laura Borla, som ses på billedet nedenfor, er i god behold. Hun befandt sig angiveligt ved den franske middelhavsby for at se på fyrværkeriet, der torsdag aften blev affyret i anledning af Bastille-dagen.

Artiklen fortsætter under opslaget.



I kølvandet på de mange efterlysninger har den franske lokalavis Nice Matin oprettet Facebook-siden Solidarité Nice, hvor borgere kan dele relevant information, og hvor pårørende kan efterlyse deres nære med navn og foto. Det skriver den franske avis Le Figaro.

De sociale medier har ifølge Daily Mail tidligere taget lignende skridt i brug under lignende begivenheder, heriblandt terrorangrebet i Paris, Bruxelles og Orlando.

Tidligere fredag kunne BT berette om en kvinde, der natten til fredag efterlyste sin otte måneder gamle søn på Facebook, efter at mor og barn var blevet adskilt under det fatale angreb.

Med hjælp fra Facebook blev mor og barn på lykkelig vis genforenet. Du kan læse artiklen her.