Paniske råb, mennesker på flugt og døde mennesker overalt.

Sådan har øjenvidner beskrevet stemningen i Nice, kort efter en lastbil omkring klokken 23 torsdag aften bragede ind i en kæmpe menneskemængde – tilsyneladende helt bevidst.

Midt under tumulten mistede flere kontakten til deres nære, og det har fået flere til at efterlyse deres familiemedlemmer på Facebook. Det skriver BBC.

Én af dem er Facebook-brugeren Tiava Banner. Hun blev på tragisk vis adskilt fra sin lille baby, kort efter lastbilen pløjede gennem et afspærret område på promenaden des Anglais, hvor flere tusinde mennesker var samlet torsdag aften for at fejre Bastilledagen, Frankrigs nationaldag.

Kort efter midnat offentliggjorde moderen derfor en desperat bøn på det sociale medie i håb om, at nogen havde fundet hendes søn:

»Vi har mistet vores baby på otte måneder. Venner i Nice, hvis I har set ham, hvis I var der, hvis I har taget ham op, så kontakt mig venligst,« lød hendes hjerteskærende appel på det sociale medie.

Opslaget blev på få timer delt over 21.000 gange, og senere opdaterede hun opslaget og meddelte, at sønnen var fundet i god behold. Samtidig takkede hun en kvinde ved navn Joy Ruez.

»Facebook, tak til alle, der hjalp og sendte beskeder af støtte,« skrev hun efterfølgende på det sociale medie flankeret af en række hashtags associeret til angrebet i Nice.

Ved samme lejlighed frabad hun sig at svare på de mange beskeder, da hun med egne ord var »frygtelig ked af det«. BBC har derfor ikke kunnet bekræfte kvindens historie.

Det uhyggelige angreb skete kort før klokken 23 på Frankrigs nationaldag. Fredag morgen melder franske medier, at mindst 80 personer er døde, og endnu flere er sårede.

Den ukendte chauffør er ifølge franske og internationale medier blevet skudt og dræbt af politiet.

Her ses kvindens opslag, som natten til fredag blev delt over 21.000 gange: