Allerede i løbet af den svenske ID-kontrols første timer er de første passagerer blevet afvist, mens de første forsinkelser er begyndt at løbe ind i Københavns Lufthavn, hvor antallet af sikkerheds- og pressefolk i morgentimerne dog oversteg antallet af pendlere.

Der er flere journalister end pendlere på perronen ved spor 1 i Københavns Lufthavn klokken seks mandag morgen. Og der er endnu flere Securitas-vagter, som skutter sig i skriggule jakker.

En af dem melder alt roligt ved en afsides kontrolpost i den ene ende af perronen. Han har stået vagt i januarkulden siden midnat og har hverken afvist passagerer uden billedlegitimation eller taget nogen i at forsøge at forcere det to meter høje trådhegn, der deler de to spor til henholdsvis Danmark og Sverige.

»Men det kan være, det kommer,« siger den unavngivne vagtmand.

Stille og roligt

Lidt henne ad perronen bekræfter DSB-talsmand Tony Bispeskov, at ID-kontrollens første timer er gået glat.

»Det er gået meget stille og roligt. Det er selvfølgelig noget nyt, og det, man kan se, er, at der lige nu er mere presse end passagerer. Man kan også tydeligt se, at der er mange sikkerhedsfolk, og det er selvfølgelig for at sikre en gnidningsfri ID-kontrol,« siger Tony Bispeskov og forklarer, at hvert enkelt kontroltjek tager omkring 15-20 sekunder, hvis passagererne ellers har gyldigt billed-id klar.

Selv om morgentrafikken den første mandag efter nytår er til at overskue, regner DSB med et større pres på ID-kontrollen mellem klokken 16 og 19, eftersom de fleste af de 8.000 pendlere på strækningen bor i Sverige og arbejde i Danmark og således først skal vise ID på vejen hjem.

På vej ned til perronen fra rulletrappen står vagter klar ved interimistiske kontrolposter og beder om at se legitimation. De forklarer, at det primært er kørekort, pas og særlige svenske ID-kort, de godtager.

Vagterne fotograferer hvert enkelt ID-kort og gemmer billedet, ifølge DSB, på »en lukket server«, som svenske myndigheder kan få adgang til at se, hvis de beder om det.

Flere afvist på Sverige-perronen

På Sverige-perronen forlyder det, at vagterne i løbet af kontrollens første timer har afvist i alt otte personer.

Fire af dem angiveligt »migranter« eller flygtninge, mens de resterende fire angiveligt har været almindelige rejsende, der havde glemt ID.

Tony Bispeskov vil imidlertid ikke kommentere på antallet af afviste på grund af manglende ID-papirer, og han forklarer, at DSB ikke kommer til at føre statistik over den del af kontrollen.

»Det er ikke vores opgave at registrere folk, der ikke har ID med sig eller at sende dem videre til eventuelle myndigheder. De har jo ikke gjort noget galt; de har bare ikke de fornødne papirer til at komme med toget til Sverige,« siger han.

Senere på morgenen, klokken kvart over syv, kommer der mere gang i morgentrafikken, flere bliver afvist, og de første meldinger om forsinkelser på togdriften er begyndt at løbe ind.

Fra Københavns Lufthavn kører togene videre mod Sverige, hvor fem-seks svenske betjente ved det første stop ved Hyllie Station laver et decideret ID-tjek ved grænsen.

Det tidlige morgentog mod Sverige klokken 05:46 er næsten tomt – blot 14 passagerer er med.

Med afgang klokken 05:19 fra Københavns Hovedbanegård tager turen til Hyllie Station 56 minutter uden ventetid ved ID-kontrollen.

Toget ruller klokken 05:55 ind på Hyllie Station, hvor sporets anden perron er afskærmet af et hegn, som ingen kommer ud i det fri, før de har vedkendt sig – og fået godkendt – deres identitet af betjentene, der stiger om bord.

En ældre herre iført gul vest med »polis« på ryggen tjekker ID-kortet med et »bra« og går videre til næste passager.

De første forsinkelser

Fem minutter senere kører toget videre mod Malmø, hvor toget ankommer præcis 50 minutter efter afgang fra København.

Men i den modsatte retning mod Danmark er der problemer, og toget er forsinket 17 minutter til Danmark, selv om det er uvist, om det skyldes ID-kontrollen.

På Malmøs Centralstation står der på et stort skilt: »Øresundstog kan risikere at være forsinkede på grund af politiets grænsekontroller ved Hyllie. Rejsende anbefales at være i god tid og om muligt vælge en tidligere afgang. Fra den 4. januar vil der blive udført ID-kontrol fra Københavns Lufthavn for rejsende mod Sverige.«

Følg livebloggen nedenfor her: