Sådan skrev den 43-årige dansker Hanne Balch Fjalestad på Facebook inden hun tog til terror-øen med sin datter for at være samaritter - hun savnes stadig.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>De tog til Utøya som gode samaritanere for at hjælpe andre, men havnede i helvede jagtet af en morder.

En hel uge i juni havde hun, danske Hanne Anette Balch Fjalestad, brugt på at forberede sig selv og datteren Anna Fjalestad på at blive uddannet til samarit.

'Bestod grundkursus i eftersøgning og redning,' skrev hun 5. juni 2011 på sin Facebook-væg.

Fredag tog Hanne og Anna Fjalestad uddannelsen i brug, da de satte sig i båden over til Utøya. I båden over til det, der skulle have været nogle hyggelige dage med hundredvis af politisk interesserede unge, men som i stedet udviklede sig til den værste massakre i Norge siden Anden Verdenskrig.

Indtil videre er kun 20-årige Anna Fjalestad kommet hjem. Hendes 43-årige mor, Hanne, der er vokset op i Herning, hvor hun også har gået i skole, er blandt de mange, der endnu savnes. Det bekræfter Hannes far:

- Det er hende, der er savnet. Det er meget hårdt for mig at tale om, og jeg ønsker ikke at sige mere, før vi har fået mere at vide deroppe fra. Det håber jeg, I kan forstå, siger han til B. T.

Dødstallet alene på Utøya voksede i går til 86. Om Hanne Anette Balch Fjalestad er blandt disse, var søndag endnu uvist.

- Vi aner ingenting. Vi ved ikke, om hun ligger på hospitalet, eller hvor hun måtte være Nu venter vi på at få svar fra ambassaden, siger Hannes far.

De sidste ord

På Hanne Anette Balch Fjalestads væg på Facebook kan man følge, hvordan hun den første uge i juni havde datteren Anna med på et omfattende førstehjælpskursus ved Viubråtan nær hjemmet i Grua, omtrent 50 km nord for Oslo.

Ifølge faderen er den forsvundne datter en kvinde, der - ikke bare på plejehjemmet nær hendes bopæl, hvor hun arbejder som sygeplejerske - går forrest for at hjælpe andre.

'Så går turen til Utøya' skrev den 43-årige tirsdag på Facebook.

Nu afventer hendes store familie - tre søskende og fire sammenbragte børn - i længsel og med maven knuget af frygt en afklaring fra politiet.

'Dette skal ikke blive den sidste meddelelse, du skriver her på Facebook, søster. Kom hjem i god behold,' lød de håbefulde ord fra Else-Marie Balch Sørensen i går på Hannes væg.

Altid på spring

Da B.T. søndag besøgte den 43-årige danskers hus i Lunner, nær Grua, hvor Hanne og datteren fik det samaritterkursus, der senere i regi af Norsk Folkehjælp skulle bringe dem i selskab med svært bevæbnede Anders Behring Breivik, var der helt mørkt.

Naboerne Frank og Mona Stigum beretter, hvordan den 43-åriges søn lørdag hastede i sin bil hen til huset i håb om nyt fra sin mor. Derpå hamrede han i desperation på naboernes dør.

- Men vi kunne ikke fortælle ham andet, end at vi ikke har set hende, siden hun tog af sted, siger parret til B. T.

- Det er så forfærdeligt. Hun var det sødeste, dejligste og mest smilende menneske. Hun stod altid på spring for andre, siger Frank Stigum.

Ikke langt derfra er det også en knust eksmand, John Eivind Fjalestad, der lukker op sammen med to unge, forgrædte drenge - parrets fælles børn.

- Det er et tungt, tungt, tungt slag i ansigtet. Jeg ville sætte mig ned og tude, hvis jeg kunne, men jeg har to børn, som jeg skal passe på, siger han til B.T.

Håber I endnu?

- Man prøver at håbe - ikke mindst for børnenes skyld. Men som meldingerne kommer ind, ved jeg godt, at det ikke er særlig realistisk.

Datteren er kommet hjem

Mens 43-årige Hanne Fjalestad endnu er savnet, modtog datterens venner i går nyheden om, at den 20-årige pige er i live.

'Hej alle sammen! Til jer, der ikke vidste det, var jeg på Utøya, da alt skete. Jeg har det efter omstændighederne godt,' skrev Anna Fjalestad på Facebook.

Det bekræfter Annas lillebror tappert, som han stod der i døren med sin far:

- Min søster var ude på en lille tur, men hun er kommet hjem, siger han.