En britisk familie blev torsdag brutalt skudt ned på en pakistansk kirkegård på grund af en gammel familiefejde.

Familien, der er af pakistansk afstamning, bor i den engelske by Nelson i Lancashire, men var taget hjem til Pakistan for at fejre en af deres sønners bryllup. I stedet endte de deres liv blandt gravsten. Det fortæller Sky News.

Parrets ældste søn blev gift i England med en pakistansk kvinde for 12 år siden, men ægteskabet gik i stykker og de blev separeret. Konens pakistanske familie bar øjensynligt stort nag.

Det var nemlig fire af hendes familiemedlemmer, der opsøgte Mohammad Yousaf, hans kone Pervaze Bibi Yousaf og deres 22-årige datter Tania på en kirkegård i Gujrat-distriktet i Pakistans nordlige Punjab-region.

En kvinde, som familien boede hos, blev også dræbt, og en af de fire pistolmænd blev i forvirringen også skudt af en af hans medsammensvorne.

Mohammad Yousafs svigerinde Eileen Ansar fortæller Sky News, at familien var utrolig rare mennesker, som aldrig kunne gøre en flue fortræd.

- Det er en tragedie, siger hun.