2000 sydafrikanere overværede den rituelle slagtning af en okse på et stadion i Johannesburg-bydelen Soweto.

Det skriver det sydafrikanske nyhedssite timeslive.co.za.

Den 70-årige kriger Zakhele Sigcawu fra Xhosa-stammen dræbte oksen ved at stikke et spyd ind i nakken på den, lige mellem hornene.

Ifølge timeslive.co.za er Zakhele Sigcawu ekspert i den slags ofringer.

300 heksedoktorer var desuden tilstede for at velsigne dette års VM, alle fodboldstadioner i Sydafrika, Sydafrikas landshold og Sydafrika selv. De brændte traditionelle urter og hidkaldte deres afrikanske forfædre og Gud.

Ceremonien foregik tirsdag morgen kl. 6 på stadionet Soccer City i Johannesburg-bydelen Soweto, hvor bl.a. VM-finalen vil blive spillet.

Dagen forinden blev der opført rituelle stamme-danse foran Soccer City.