Den legendariske spanske surrealistiske maler Salvador Dali er centrum i en opsigtsvækkende sag, som i disse dage udspiller sig i Madrid. En kvinde påstår hårdnakket, at den moustachebærende maler, som døde i 1989, er hendes far. Og fordi der ikke findes biologisk materiale til en DNA-test, er det nødvendigt at grave de jordiske rester efter maleren op til en DNA-analyse.

Det har en dommer i Madrid bestemt skriver flere internationale medier, blandt andet CNN.

Kvinden, der mener at være Salvador Dalis datter, hedder Maria Pilar Abel Martinez. Hun påstår, at hendes mor, der var tjenestepige for en familie, som var nabo til Salvador Dali, havde en affære med surrealisten i 1955. Året efter blev Martia Pilar Abel Martinez født.

Moderen har angiveligt fortalt, hvordan Salvador Dali gjorde hende gravid, inden hun flyttede fra byen og blev gift med en anden mand.

Salvador Dali.
Salvador Dali. Foto: -
Vis mere

Det er ikke besluttet, hvornår opgravningen skal finde sted, men Maria Pilar Abel Martinez' advokat, Enrique Blanquez, forventer, at det vil ske i løbet af juli. Herefter vil der blive foretaget DNA-analyser af Instituto Nacional de Toxicologia, som er underlagt det spanske justitsministerium.

Den spanske surrealist blev gift med sin kone Gala Dali i 1934, men de fik aldrig børn. Maria Pilar Abel Martinez står derfor til at arve helt op til en fjerdedel af malerens efterladte formue, som angiveligt beløber sig på op mod to milliarder kroner.

Sagen er rejst mod den spanske stat, som overtog malerens ejendom ved hans død.

Salvador Dali døde i en alder af 85 år i 1989. Han ligger begravet i sin hjemby Figueres i Catalonien. Det er den samme by, Maria Pilar Abel Martinez er født i.