En 26-årig svensk politibetjent er tiltalt for at have voldtaget en kvindelig kollega efter en våd aften i Göteborg

Den 14. december sidste år var en flok betjente fra Politiet i Göteborg ude at få sig en tår over tørsten i byens natteliv. Ifølge en kvindelig betjent, endte det med, at hun blev voldtaget af en kollega. Dem 26-årige mandlige sigtede påstår, at samlejet foregik frivilligt.

Det er ifølge expressen.se første gang i svensk kriminalhistorie, at en betjent bliver anklaget for at have voldtaget en anden betjent, og derfor vækker sagen en del opsigt i de svenske medier.

Efter byturen natten mellem den 14. og 15. december, gik en flok betjente hjem til det påståede voldtægtsoffer for at fortsætte festen.

Vidner har forklaret, at værtinden på et tidspunkt var blevet så beruset, at hun faldt i søvn på sin sofa.

Selskabet brød herefter op, og kollegaerne gik hjem hver for sig.

LÆS OGSÅ: 

Bortset fra den 26-årige mandlige betjent, som blev i lejligheden og angiveligt voldtog hende på sofaen.

Kvinden har i følge den retsmedicinske rapport en række blå mærker på inderlårerne, som anklagemyndigheden mener, hun har fået, da manden tvang hendes lår fra hinanden for at komme til. Hun har også et lille sår på maven.

Den sigtede betjent erkender at have haft samleje med kvinden, men fastholder, at det skete frivilligt, og at hans kvindelige kollega hverken var særligt fuld eller træt.