To mænd er anholdt for at være skyld i skovbranden, der hærger udenfor den israelske by Haifa.

Indtil nu har branden kostet 41 mennesker livet. De to mænd er ifølge den tyske avis Bild anholdt og mistænkt for at have leget med ild i området.

Den ellers stærke militærmagt Israel har vist sig forsvarsløs overfor skovbranden. Den israelske regering har, siden branden brød ud torsdag, bedt om international hjælp til at slukke branden tæt ved Haifa, der ligger i den nordlige del af landet.

Skovbranden har udover de mange døde også ødelagt mindst 4.000 hektarer skov.

15.000 soldater sat ind

Fredag eftermiddag sagde redningsmandskab, at flammerne bredte sig ukontrolleret, selv om op mod 15.000 soldater er sat ind i redningsarbejdet.

Men de israelske myndigheder er dårligt forberedt og mangler redskaber. Sent torsdag bad den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, det internationale samfund om hjælp og svaret kom straks.

Redningsmandskab og især fly ankom til Israel i løbet af fredagen. Grækenland, Bulgarien og Cypern var de første til at sende fly, der kan bekæmpe flammerne.

Desuden har 10 andre lande sendt hjælp til Israel, inklusive Tyrkiet, selv om de diplomatiske forbindelser mellem de to lande er kølige. Regeringen i Ankara lovede at sende to brandbekæmpende fly til Israel.

Kampen mod flammerne blev fredag besværliggjort, da stærk vind fra Middelhavet blæser i området omkring Haifa.

/ritzau/