»Jeg lokkede, opmuntrede, truede og plagede ham om at blive vaccineret.«

Sådan lyder det fra den knuste mor i et Facebook-opslag, hvor hun fortæller om sønnens død som følge af et sygdomsforløb med corona. En død, der kom fuldstændig ud af det blå.

Den blot 20-årige mand fra North Carolina, Tyler Gilreath, var sund og rask.

Hans alder og sunde helbred fik ham til at konkludere, at han ikke ville blive særlig syg, hvis han fik corona. Derfor afviste han vaccinen med begrundelsen, at han havde for travlt, samt at han var bekymret over »mulige langsigtede hjerteproblemer.«

Efter morens ustoppelige plageri gik han dog til sidst med til at få vaccinen – det nåede han bare ikke, før det var for sent.

Kun tre dage efter, at den 20-årige collegestuderende var flyttet til sit universitet i North Carolina, hvor han planmæssigt også skulle have vaccinen, fik han corona. Det udviklede sig til en bihulebetændelse og stafylokokinfektion, der til sidst endte i en hjerneabces, som sprang, hvorefter blodgennemstrømningen til hans hjerne stoppede.

Den derefter hjerneskadede mand døde 28. september, da respiratoren blev slukket, skriver The Independent.

Ifølge mediet opfordrer moren andre forældre til at gøre, hvad de kan for at overbevise deres børn om at blive vaccineret.