Garbiñe Muguruza indstiller karrieren. Hun tog en pause for over et år siden og har ikke savnet tennis.

Mens flere store profiler vender tilbage til tennis på topniveau efter en pause fra sporten, har en pause haft den modsatte effekt for den tidligere verdensetter Garbiñe Muguruza.

Den 30-årige spanier har efter lidt mere end et år uden turneringer fået så meget smag for et liv uden konstante træninger og hensyn, at hun ikke har tænkt sig at spille flere professionelle kampe.

Det siger hun på et pressemøde ifølge AFP.

- Tiden er kommet til at sige farvel efter en lang og flot karriere, for jeg føler, at jeg skal stoppe nu. Det er en beslutning, som er kommet nærmere og nærmere, siger hun.

Hendes seneste turnering var i januar sidste år. Derefter meddelte hun, at hun ville tage en pause for at samle energi, men det bliver altså ikke til noget comeback for den tidligere Wimbledon- og French Open-mester.

- Jeg tog imod pausen med åbne arme. Hver eneste dag føltes bedre og bedre, og jeg savnede ikke selvdisciplinen og det udfordrende og krævende liv, jeg havde, siger Muguruza.

Efter at have tabt Wimbledon-finalen i 2015 til Serena Williams fik Muguruza revanche året efter, da hun slog Williams i finalen i French Open.

I 2017 slog hun så søster Venus Williams i Wimbledon-finalen. Muguruzas fjerde og sidste grand slam-finale endte med et nederlag til Sofia Kenin i US Open i 2020.

I løbet af sin karriere mødte Muguruza danskeren Caroline Wozniacki seks gange - de vandt tre gange hver.

/ritzau/