Ståle Solbakken er glad for Robert Skov i disse dage.

Sidste års vinter-indkøb i Silkeborg har gang i en stor sæson, og søndag sparkede han sæsonens sjette superligamål i kassen med et venstrebenssvirp fra 25 meter i 4-0-sejren over Randers

Særdeles tilfredsstillende, lyder det fra den norske FCK-manager, der dog også pointerer, at han måtte kæmpe hårdt for lokke Robert Skov til hovedstaden sidste vinter.

»Jeg tror, at jeg arbejdede døgnet rundt. Han ødelagde hele julen for mig, fordi han overhovedet ikke kunne bestemme sig for, om han skulle til Bundesligaen, 2. Bundesliga eller til FCK,« lød det efter søndagens sejr fra Solbakken.

TRE TING, VI LÆRTE FRA PARKEN

»Vi fik først et nej fra Robert, der hellere ville til udlandet. VI blev ved, og han svarede irriterende langsomt på min sms'er. Han var utrolig langsom i forhold til tilbagemeldinger.«

Det endte dog med, at Skov parkerede udlandsplanerne og til sidst takkede ja til Solbakkens frieri.

»Jeg tror, at hans agent måske syntes, at det alligevel var en god idé at tage til FC København. Men det var en hård kamp. Vi skulle bare have en kantspiller, og vi gik også efter Medina (paraguayanske Jesus Medina, der til sidst endte i Manchester Citys satellit-klub, New York City, red.).«

»Den var faktisk hjemme, men så fik hans agenter så mange penge, at de pludselig heller ikke svarede på telefonen. Og der vidste vi, at vi konkurrerede med Manchester City. Og så var der kun Robert tilbage, og det glippede heldigvis ikke. Det tror jeg også, at han er glad for i dag.«

SE B.T.s KARAKTERER FRA PARKEN

Og det er Ståle også glad for. Især er nordmanden glad for Robert Skovs fænomenale venstreben.

»Jeg har haft én spiller, der skyder lige så hårdt - og måske lidt mere præcist. Og det er Lukas Podolski. Skudtræning med ham var pissefedt. Og det er lidt det samme, når Robert har frisparkstræning,« sagde Ståle Solbakken, der trænede den tyske landsholdsspiller i deres fælles tid i FC Köln.