Martin Retov har Brøndby i hjertet. Men det er ikke sikkert, at følelserne er gengældt fra topledelsen i klubben.
I hvert fald ikke, når det kommer til at vælge en permanent træner. Lige nu er Retov på lånt tid i det evigt glødende sæde på Vestegnen, og han gør, hvad han kan, for at få succes og hjælpe klubben. Og måske bytte titlen som midlertidig træner til permanent.
Men han 'læser også aviser', som han fortæller B.T. efter mandagens træning i Brøndby. Hvis han har læst undertegnede avis, ved han, at FC Nordsjællands Kasper Hjulmand er et varmt navn i klubben som afløser for nu fyrede Alexander Zorniger.
»Hvad klubben vælger at gøre til sommer, det kan jeg ikke spå om. Jeg ved ikke, hvad de går og tænker, og hvad de handler med. Jeg læser også aviser og ser, at de udtaler sig om en kommende cheftræner. Og ved du hvad, det er helt fair, hvis det er den vej, de vil gå. Så er det jo sådan, det er. Det, de kan være sikre på med mig og Matthias (Jaissle, assistentræner, red), er, at det er to, der er dedikerede til opgaven og gør alt, hvad vi kan for at gøre det bedste for Brøndby.«
Men med det sagt vil du så takke ja, hvis du fik buddet?
»Ja, det ville jeg.«
Så er det slået fast, og han gjorde det nemmere for sig selv med tre point i sejren mod Randers søndag. Spillet var ikke prangende, men tre point er som bekendt tre point værd, ligegyldigt hvordan antallet af spil og chancer var.
Det ved Martin Retov godt, og han tror på, at han kan bidrage med nye ting til Brøndby.
»En masse ting. Energi og også et andet blik på spillet i forhold til at sætte mit eget præg på nuancerne og i virkeligheden også en taktikændring, som jeg går og pønser lidt med.«
Kan du uddybe det?
»Nej, det vil jeg ikke, for det er ikke noget, jeg kommer til at implementere her og nu. Det kan måske komme senere i sæsonen, når vi får tid på træningsbanen.«
I Brøndby er der dog en strategi, som Retov ikke kan smyge sig udenom. Den hedder Strategi 6.4, og i den ligger det, at Brøndby skal spille presspil, være offensive og tage initiativ på banen.
»Der er nogle nuancer. Jeg skal ikke ændre i vores måde at gøre tingene på. Vi vil gerne presse, være et offensivt indstillet hold og tage initiativet. Men det skal være det aggressive presspil som udgangspunkt i Strategi 6.4, som klubben har udstillet. Derfra handler det om at bygge på,« siger han og nævner blandt andet opbygningsspillet, ligesom han roser den nyankomne svensker Simon Hedlund for sin evne til at finde hullerne på banen og drive sig frem med bolden ved fødderne.
En anden svensker, som var et hyppigt samtaleemne under forhenværende cheftræner Alexander Zorniger, er Simon Tibbling. B.T. har beskrevet, hvordan Tibbling tog hårdt på Zornigers mandskabsbehandling. Tibbling kommer til at få en stor rolle i Brøndby, når han er fri fra sine skader, fortæller Martin Retov.
Og i forhold til Zorniger fortæller han videre, at han har lært meget af den til tider hårde chef.
»Jeg har lært utrolig meget af ham. Fantastisk meget endda. Han er meget tydelig i sin måde at gøre tingene på og går ikke rigtig på kompromis med sin måde, og det må man bare respektere. Han har ført Brøndby utroligt langt de seneste knap tre år. Han har opnået ting, som vi andre kun kunne drømme om, med to andenpladser og to pokalfinaler. Så stor cadeau til ham, og jeg har lært noget hver eneste dag, og det bruger jeg også nu blandet med det, jeg selv har lært som fodboldspiller og alle de andre trænere,« siger han og uddyber, hvad han lærte:
»Tydeligheden på træningsbanen, organisationen, disciplinen, som jeg selv kender fra min karriere i Tyskland. Så jeg kender godt typen, som han er. Jeg havde også Frank Pagelsdorf (som trænede Martin Retov i Hansa Rostock, red) i Tyskland, som mindede om Zorniger i forhold til hårdhed og krav, og det er også vejen frem. Man bliver nødt til at stille krav til de spillere, der er i den klub, man arbejder i, ellers kommer man ingen vegne.«
Retov fortæller, at han ikke kommer til at forfordele eller foretrække spillere på baggrund af navn og meritter. Hverken danskere eller tyskere eller noget andet. Zorniger hentede i sin tid flere tyskere ind, men hvis de er det bedste på dagen, så spiller de, fortæller Retov. Men han vil være tro mod sin ledelsesstil.
»Jeg tror helt sikkert godt, jeg kan råbe igennem, hvis det skal til. Jeg vil altid foretrække at gøre det på den stille og rolige og sobre facon. Men hvis der skal råbes igennem, så tror jeg, at jeg har god erfaring i det. Det er også nødvendigt en gang imellem. Sådan er det i fodbold, det går jo ofte op og ned, og nogle gange bliver man nødt til at reagere på forskellig vis,« siger Retov.