Fodboldekspert Peter Kjær forventer en heftigt trafik af spillere i vinterens transfervindue, især blandt bundholdene vil der blive handlet.

Indtil videre har januars transfervindue foregået i ro og mag uden de helt vilde transfers. Men det skal nok komme. Det mener TV3s fodboldekspert Peter Kjær.

-Jeg havde en forventning om at der ville ske en masse i transfervinduet, og det tror jeg egentligt stadig der gør. Jeg tror at mange af klubberne forholder sig i ro lige nu, men jeg er sikker på at de samtidigt overvåger markedet nøje, siger Peter Kjær, der mener at der er flere klubber der har brug for hjælp.

- Der er nogle af klubberne, som jeg forestiller mig vil handle, siger fodboldeksperten, der forventer at for eksempel bundproppen AAB vil forstærke truppen i vinterens transfervindue.

- AAB har brug for hjælp udefra. Jeg ved godt at de har haft skadede spille. Men jeg synes de trænger til hjælp. Der skal simpelthen ske noget hos AAB. De har brug for at hente spillere, siger den tidligere målmand, der også mener at Esbjerg har brug for forstærkning. 
 

- Jeg havde troet at Esbjerg ville ligge bedre til i tabellen. Nu er klubben i den situation, at de skal vurdere om truppen er stærk nok til at overleve.  Jeg tror at jeg ville kigge på en defensiv forstærkning. Der har været stor udskiftning i bagkæden. Det har ikke været så kontinuerligt, siger Peter Kjær, der glæder sig til forårets Superliga bold.

- Jeg tror det bliver et reelt hundeslagsmål for at overleve. Længere oppe i tabellen er der er en andenplads at spille om, og der er tre bejlere. Derfor tror jeg at nogle kampe bliver lidt taktisk prægede, men også mange kampe med ekstrem intensitet. Simpelthen fordi der er så meget på spil i hver eneste spillerunde, siger Peter Kjær, der mener at der skal gå enormt meget galt, hvis ikke FC København skal hive mesterskabet hjem, siger han.