Stemmerne er talt op, og resultatet ligger klar. Vinderen af B.T. Guld 2022 er … Jonas Vingegaard.

For første gang i karrieren vinder den danske cykelstjerne dermed 'sportens egen pris'.

Den 26-årige verdensstjerne modtager prisen for sin historiske Tour de France-sejr i 2022. Her satte danskeren alle konkurrenterne til vægs under tre ugers rød-hvid fest på de danske og franske landeveje.

»Tak til alle de atleter, der har stemt på mig. Det er en kæmpe ære at vinde B.T. Guld, for alle de atleter, der har stemt, ved om nogen, hvor meget det kræver at nå til tops. Jeg håber bare, at jeg kan inspirere børn og unge til at cykle,« lyder det fra Jonas Vingegaard.

B.T. Guld er blevet uddelt siden 1930, hvor den har hyldet nogle af de største danske sportspræstationer gennem tiden.

Prisen er kendetegnet ved at være 'sportens egen pris', da det er atleterne selv, der bestemmer, hvem der skal vinde.

40 af de største danske atleter på tværs af sportsgrene har afgivet stemmer til 10 indstillede B.T. Guld-kandidater, der blev skåret ned til tre nominerede – altså de tre udøvere med flest stemmer.

Og her blev det altså Vingegaard, der løb med de fleste af stemmerne.

Badmintonstjernen Viktor Axelsen samt tenniskometen Holger Rune var de to øvrige nominerede til prisen for deres vilde resultater i 2022.

Jonas Vingegaard gav inden årsskiftet et stort interview til B.T., hvor han satte ord på sommerens helt store eventyr.

Og her er der stadig nogle helt særlige sekunder, der stadig står som det største, han har oplevet.

Det kan du læse mere om HER.