Efter årtier i spidsen for dansk håndbold med et utal af sportslige triumfer fik Ulrik Wilbek en ydmygende afsked som sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

Gulddreng. Kåret som verdens bedste og med så mange medaljer, at han kunne få smedet en statue af sig selv.

Alligevel var presset enormt. Ikke mindst fordi, han altid stillede så høje krav til sig selv, men også fordi, den succes, som per automatik altid havde klæbet til ham, pludselig ikke længere var en selvfølge. Efter nederlag til Kroatien ved OL, satte sportschef Ulrik Wilbek sig for sammen med seks rutinerede spillere, med stjernen Mikkel Hansen i spidsen, at vende situationen.

Ifølge BTs oplysninger var en fyring af træneren Gudmundur Gudmundsson på dagsordenen – det er siden blevet afvist af Ulrik Wilbek, der dog valgte at forlade sit job som sportschef i Dansk Håndbold Forbund som følge af mødet.

For et fremtidigt samarbejde med Gudmundur Gudmundsson var udelukket, da historien først nåede pressen. Det vidste Ulrik Wilbek, og han tog konsekvensen i det, nogle har kaldt ’en uværdig afsked’.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele artiklen om Ulrik Wilbek - en myte i dansk håndbold.

Efter årtier i spidsen for dansk håndbold med et utal af sportslige triumfer fik Ulrik Wilbek en ydmygende afsked som sportschef.

Gulddreng. Kåret som verdens bedste og med så mange medaljer, at han kunne få smedet en statue af sig selv.

Alligevel var presset enormt på den nu 58-årige mand. Ikke mindst fordi, han altid stillede så høje krav til sig selv, men også fordi, den succes, som per automatik altid havde klæbet til ham, pludselig ikke længere var en selvfølge. Faktisk tegnede resultaterne et billede af en fiasko. Medaljer var skiftet ud med femte- og sjettepladser, og på begge flagskibe var der intern uro mellem spillerne og de trænere, som han havde hyret.

Efter nederlag til Kroatien ved OL og et hold, som endnu ikke var, hvor det skulle være, satte sportschef Ulrik Wilbek sig for sammen med seks rutinerede spillere, med stjernen Mikkel Hansen i spidsen, at vende situationen. Det interessante var imidlertid ikke kun, hvem der deltog, men også, hvem der ikke var til stede under mødet i Rio de Janeiro, hvor sportens ubestridt vigtigste stævne, de olympiske lege, var i fuld gang: træneren Gudmundur Gudmundsson.

Ifølge BTs oplysninger var en fyring af islændingen på dagsordenen – oplysninger, som siden er blevet afvist af Ulrik Wilbek, der dog alligevel valgte at forlade sit job som sportschef i Dansk Håndbold Forbund som følge af mødet.

For et fremtidigt samarbejde med Gudmundur Gudmundsson, der siden trodsede alle skeptikere og førte herrelandsholdet i håndbold til historisk OL-guld, var udelukket, da historien først nåede pressen.

Det vidste Ulrik Wilbek, og han tog konsekvensen i det, nogle har kaldt ’en uværdig afsked’.

Danskerne kender især Ulrik Wilbek som den hoppende, temperamentsfulde træner på sidelinjen med masser af succes og viden derom. Sidstnævnte har udmøntet sig i ledelsesbøger som ’Gå forrest – om at lede andre og skabe en vinderkultur’ og ’Det er ikke held det hele’.

BT har i forbindelse med dette portræt talt med kolleger, spillere og familie. Langt de fleste begræder legendens farvel – der bliver talt om et ’uerstatteligt tab’, og alle peger på ét helt centralt karaktertræk, hvis man skal forstå Wilbek og succesen: Hans ukuelige vilje til at vinde – hans evne til at sætte sig mål og vel at mærke nå dem. Og måske er det netop den – hans kompromisløse vinder-vilje – som endte med at fælde kongen af dansk håndbold.

Ulrik Wilbek er født i Tunesien i 1958, hvor hans far var udstationeret for Verdenssundhedsorganisationen WHO. Her boede han de første tre år af sit liv, inden familien flyttede til Virum nord for København.

Sport var en integreret del af Wilbek-familien. Moderen Birgitte var i sin tid på landsholdet både i håndbold og basketball, og faderen Erik spillede på landsholdet i basketball.

Selv begyndte Ulrik Wilbek med at spille håndbold som otteårig og har desuden spillet fodbold og været aktiv inden for atletik. I sidstnævnte kategori kom han på landsholdet i trespring og har vundet medaljer. Han spillede håndbold i den lokale Virum-Sorgenfri Håndboldklub, men allerede som 20-årig var han nødt til at stoppe på grund af en skade. I stedet begyndte han at træne ungdomsholdene og senere førsteholdet.

’Guldrik’ og ridder af Dannebrog

Karrieren som håndboldtræner begyndte for alvor i 1988, da han blev han ansat som træner for Viborg Håndboldklubs kvindehold, og bare tre år senere, i 1991, blev han landstræner for det danske kvindelandshold. På det tidspunkt havde de danske kvinder aldrig vundet noget særligt. Faktisk havde der været snak om at sætte dameholdet på standby. Men nu skulle håndbolden, der blev opfundet i Danmark, igen på danskernes hænder. Og det kom den. Ulrik Wilbek dirigerede sine håndboldprinsesser ind i guldregnen:

VM-sølv 1993, EM-guld 1994, VM-bronze 1995, EM-guld 1996, OL-guld 1996 og VM-guld 1997.

De efterfølgende år vandt han medaljer for Viborg, og i 2005 blev han landstræner for det danske herrelandshold. Også her hev han medaljer hjem til metalsamlingen.

’Guldrik’ blev han kaldt, og som en anden håndboldkonge blev han i 2010 slået til ridder af Dannebrog.

I 2012 blev Wilbek sportschef i Dansk Håndbold Forbund sideløbende med landstrænerjobbet, der blev fløjtet af med en EM-sølvmedalje i 2014. Men i tirsdags sluttede festen med et brag.

Wilbek smed sin opsigelse på bordet i forbundet, efter det kom frem, at han under og efter OL i Rio de Janerio havde holdt møder med flere spillere, hvor en fyring af landstræneren Gudmundur Gudmundsson angiveligt blev drøftet.

En dramatisk exit, der er kommet bag på både sportsfolk og eksperter – også den tidligere håndboldspiller Claus Møller Jakobsen:

»Det er ærgerligt og synd og uværdigt, at en mand, der har betydet så meget for dansk håndbold og haft så stort et cv – hevet mange medaljer hjem – skal få sådan en exit. Oven på den største succes nogensinde i dansk håndbold. Det er helt paradoksalt og meget, meget trist,« siger han.

Inden håndbolden kom til at fylde alt i Ulrik Wilbeks liv, underviste han på Kongevejens Skole i Virum. Her blev han hurtigt gode venner med kollegaen Mads Aafeldt, da de begge var begejstrede for sport.

Et konkurrencemenneske

»Ulrik Wilbek var god at være på hold med, for han ville virkelig gerne vinde. Sådan har det altid været med ham. Han er altid målrettet og vil gerne have styr på tingene, og så er det sådan set lige meget, om der er tale om et spil strandtennis eller en håndboldkamp. Han er strateg hele vejen igennem,« siger Mads Aafeldt.

At Wilbek er en handlingens mand, blev også tydeligt på en ferie.

En sommer ville Ulrik Wilbek og Mads Aafeldt sammen med deres kærester på bilferie til Frankrig. Der var bare lige det, at Ulrik Wilbek hverken havde bil eller kørekort. Men sådanne mindre detaljer lader han sig ikke bremse af.

Ulrik Wilbek gik i banken, fik en sekscifret check med sig og købte en bil. Bilen måtte han dog lade stå, indtil hans kæreste Dorthe Bengtsen kunne hente den.

Ulrik Wilbek og Dorthe Bengtsen kendte hinanden fra håndboldens verden. Hun flyttede med ham, da han fik job i Viborg, og her fik de sammen en datter, Cecilie Wilbek.

Forholdet til Dorthe Bengtsen holdt dog ikke, og hun og Cecilie flyttede tilbage til Sjælland. Siden 1994 har Ulrik Wilbek været gift med den tidligere målvogter på kvindelandsholdet Susanne Munk Lauritsen, og sammen har de to drenge, Rasmus og Tobias.

Datteren Cecilie Wilbek er i dag 27 år, og sammen med sin kæreste skal hun til januar være forælder til Ulrik Wilbeks første barnebarn. Cecilie Wilbek er pavestolt af sin fars karriere.

»Min far er et konkurrencemenneske. Han har et stort drive og vil fremad. Det smitter af på mig og mine søskende – at være målrettet og seriøs. Han har også temperament, men det viser sig mest på banen. Det er dog stilnet lidt af med årene,« siger datteren.

Hun kalder det en »lidt ærgerlig afslutning« for faderen, men understreger, at han nok skal få kalenderen fyldt med mange andre projekter.

En hård hund

En af Ulrik Wilbeks såkaldte ’jernladies’ var Conny Hamann. Hun var et af talenterne på det ungdomslandshold, som Ulrik Wilbek i sin tid var med til at bygge op fra bunden, og efterfølgende fik hun plads på A-landsholdet. Hun var ikke meget over 15 år, da hun kom under Ulrik Wilbeks vinger, og for den unge sønderjyde var mødet med det sjællandske, højtråbende trænertalent noget af et kulturchok.

»Jeg var måske også lidt naiv, men i Sønderjylland havde jeg ikke været vant til at få skældud. Derfor havde jeg også mine tudeture og var nogle gange nødt til at ringe hjem for at høre mine forældre sige, at det var synd for mig. Men hans facon og de høje krav formåede at motivere mig,« siger Conny Hamann, der har spillet under Ulrik Wilbek i næsten 10 år og ikke tøver med at beskrive ham som en fantastisk træner.

Conny Hamann husker ham også som både ambitiøs og hård. Han stillede krav og havde høje forventninger til de unge talenter. Fra dag ét blev benhård fysisk træning hverdagskost for spillerne, disciplinen blev strammet og mødepligt var ikke noget, man kunne forhandle om.

»Han kunne godt være lidt af en hård hund, og vi trænede ekstremt hårdt. Dengang var han også meget ung og havde måske brug for at pisse sit territorium af og skabe lidt albuerum. Han ville vinde, og han gjorde det på sin måde. Hvis man ikke brød sig om det, måtte man smutte, men vi blev, for vi ville det samme. Vi ville vinde, og vi stolede på, at han kunne gøre os til vindere,« siger hun.

Og som millioner af danske tv-seere gennem årene har været vidne til, er et temperament så rødt som landsholdstrøjerne en del af Ulrik Wilbeks stil. Når spillerne lavede fejl, eller når dommerne var uretfærdige, fløj armene op, stemmen hoppede en oktav og ansigtets tynde hud skiftede farve fra dansker-blegt til iltert rødt.

Han var ikke ’kom igen-typen’, som Conny Hamann udtrykker det, og af og til fik hun eller en medspiller en ordentlig overhaling. Men det gjorde nu ikke noget, for pigerne samlede hinanden op efter nederlag, og holdlederen havde altid en skulder, man kunne græde ud ved.

»Han havde et voldsomt temperament, men det betød bare, at han forventede noget af os. Det var hans engagement, der drev os, kombineret med, at vi stolede 110 procent på ham. Når han sagde, vi skulle løbe til højre, gjorde vi det uden at blinke. Der var ikke noget, der var tilfældigt ved ham. Alt var forberedt og planlagt, og alt havde et formål,« siger hun.

Selvtilliden er hans svage side

Peter Bredsdorff-Larsen, der har været assistenttræner i nogle af de år, hvor Wilbek var landstræner for herrerne, beskriver ham som en energisk og engageret mand, der insisterer på at stå i spidsen og træffe de afgørende beslutninger.

»Det er en mand, som gerne tager rorpinden og selv står på kommandobroen. Han trives bedst med at stå i spidsen for projekter – og det er dér, han bliver motiveret og kan udfolde sit store engagement. Mens andre kigger på, at tingene sker, insisterer Ulrik på at være med til at skabe tingene,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Han understreger, at Wilbeks rolle som topleder også indebærer, at han er blevet nødt til at træffe ubehagelige beslutninger i ny og næ:

»Det er klart, at når man har været med i topsport i over 20 år, så ligger det implicit i opgaven, at der skal træffes en stribe beslutninger, som ikke alle er lige tilfredse med – særligt ikke dem, det er gået ud over undervejs.«

Peter Bredsdorff-Larsen har svært ved at finde svagheder i Wilbeks lederskab. Men han peger alligevel på, at håndboldfænomenets ukuelige optimisme og selvtillid indimellem kan resultere i fejlskud.

»Det ligger som en mulig konsekvens af de ting, jeg har nævnt – at det kan blive lige vel optimistisk, hvad holdet egentlig kan, hvad den enkelte spiller formår, og hvad der kan implementeres på meget kort tid. Den optimisme, som bunder i selvtillid, har selvfølgelig også den konsekvens, at man kan forregne sig.«

Den tidligere assistenttræner er ikke i tvivl om, at Ulrik Wilbek er meget ked af den sag, der har ført til hans afsked i Dansk Håndbold Forbund.

»Det er ikke kun noget, jeg tror – det er noget, jeg ved. Ulrik har altid villet håndbolden det bedste, så hele den sag havde han gerne været foruden. Og det har han så taget konsekvensen af,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Tør slippe følelserne løs

En kendt håndboldspiller, der har været under Wilbeks ledelse, er målmanden Kasper Hvidt.

Han kalder Wilbek for en foregangsmand inden for håndbolden.

»Hvor havde dansk håndbold været uden Ulrik Wilbek? Det er virkelig et godt spørgsmål. Vi havde selvfølgelig eksisteret, og mange ting har andre mennesker også været med til at sætte i søen. Men spørgsmålet er, om håndbold havde haft sådan en dominerende rolle i sportsbilledet, som det har nu – det tvivler jeg på. Der har han været en foregangsmand på utrolig mange områder.«

Han roser også sin tidligere træner for at være en mand, der tør slippe følelserne løs.

»Han tænker ikke så meget over, hvad folk siger til, at han står og råber og skriger. Det er jo sådan set det, som mange mennesker godt kan lide ved sport. Det er et forum, hvor man kan slippe sine følelser løs.«

Sceneskift

Snart stiller Wilbek sig igen i rampelyset – dog på en anden scene, den politiske. Tidligere i år blev det annonceret, at han stiller op som Venstres borgmesterkandidat i Viborg ved det kommende kommunalvalg.

Wilbek begynder dog langtfra på udebane i lokalpolitik. Han har tidligere siddet i byrådet i den midtjyske kommune, og inden han blev landstræner for det danske herrelandshold, var han kørt i stilling til posten som Venstres borgmesterkandidat frem mod kommunalvalget i 2007.

En af Ulrik Wilbeks kolleger fra tiden i byrådet er formanden for Venstre i Viborg Kommune, Anders Jensen. Han er sikker på, at Wilbek kan tage en del af sin erfaring fra sportens verden med ind i politik:

»Han er resultatorienteret, og han vil noget med sit politiske virke. Han vil ikke bare ind at sidde på en post for at sidde der. Han vil have, at der skal ske noget, hvis han engagerer sig i en sag.«