Horsens skabte en gedigen overraskelse i damernes pokalfinale i håndbold onsdag aften. Mette Sjøberg og kompagni besejrede Ikast/Bording med 23-22 efter 12-9 ved pausen. Håndbold-kvinderne fra Horsens HK leverede en regulær pokal-sensation med onsdagens sejr på 23-22 over favoritterne fra Ikast/Bording, der dermed tabte den tredje finale i rap.

De undertippede Horsens-spillere viste enorm sejrsvilje fra første fløjt, og dominerede begivenhederne mod et Ikast-mandskab, der trods stjernenavne som Josephine Touray og Kristine Andersen, virkede overrumplede over modstandernes styrke.

Horsens kunne gå til pause med en føring på 12-9, og igennem det meste af anden halvleg holdt spillerne fra 'fængselsbyen' et forspring på 3-4 mål.

I de sidste ti minutter af kampen syntes sejren at smuldre mellem hænderne på Horsens-spillerne. Ikast/Bording fightede sig tilbage i kampen, og i de allersidste sekunder havde Kristine Andersen en gylden chance for at udligne, men Horsens' keeper Jeanette Nielsen blev matchvinder med den afgørende redning, som sikrede den overraskende pokaltriumf - og kåringen som 'årets pokalfighter'.

- Det er kæmpestort for vores hold, jublede en euforisk Mette Sjøberg til DR Sporten umiddelbart efter slutfløjtet.

- Det her har vi drømt om i lang tid. Vi har fightet os i finalen, og nu har vi vundet. Det er helt vildt, lød det fra EM-sølv-vinderen.

pfn@bt.dk