Det er næsten er år siden, AGF-direktør Jacob Nielsen offentligt fortalte, at han var træt af at høre om hårdt arbejde og processer. Han ville se resultater, sagde han til Jyllands-Posten, for efter to år på direktørposten syntes han, at AGF havde fået en stærk trup.

’Populistisk pladder,’ svarede Glen Riddersholm sin egen direktør, og fra den novemberdag i 2016 var den første splid sået og voksede sig derefter blot større. Hver gang AGF ramte en dårlig stime (og det gjorde de jo immervæk nu og da), kunne Glen Riddersholm høre stemmen fra direktørgangen minde ham om, at hans arbejde ikke blot var en langsigtet opbygning af en klub uden tradition for stabilitet og kontinuitet. Det var aldrig frugtbart for hans arbejde med en trup, der i øvrigt stod bag ham hele vejen, og som i meget opsigtsvækkende vendinger stadig står bag ham efter afskedigelsen.

AGF-spillere kaldte det skandale: Nu reagerer AGF-boss på kritikken

I princippet forstår jeg godt Jacob Nielsen. Jeg var – og det lyder helt skørt i dag – den allerførste, der offentligt kritiserede Glen Riddersholm for alt for ofte at tale proces, da jeg i en klumme i 2013 skrev en klumme om det. Stig Tøfting fulgte op med klummen ’Proces mig i røven’, og så var den dagsorden ligesom etableret. Men jeg måtte også senere erkende, at Glen Riddersholms arbejde jo faktisk bar frugt, da han endte som danmarksmester, da holdet i 2015 vandt guld. Jo, det var en proces, den var fremadskridende, og den gav bonus.

Det arbejde kendte AGF-direktør Jacob Nielsen jo alt til, da han ansatte Glen Riddersholm. Han kendte til Riddersholms metodik, hans spillestil og hans retorik. Derfor var det det glade vanvid allerede i november 2016 – 11 måneder efter at Riddersholm havde overtaget et hold med Wieghorsts helt anderledes fodboldstil – at vise utålmodighed med projektet. Endda i fuld offentlighed. At fyre ham yderligere 11 måneder senere, da projektet i længere perioder end på noget andet tidspunkt havde vist fremgang, virker kun marginalt mere gennemtænkt. Jacob Nielsen har nu fyret to trænere, han selv har valgt.

AGF har haft 14 trænere siden årtusindskiftet. Syv i de seneste 10 år. Alle fra Ove P. over Erik Rasmussen til Morten Wieghorst og til Glen Riddersholm. Så tror jeg faktisk ikke, man kommer længere rundt, når det handler om såvel ledelses- som spillestil.

LÆS OGSÅ: Bombe i AGF: Stjerne-spillere uenige med ledelsen - 'jeg er rystet og i chok'

Man kan sagtens kritisere Glen Riddersholms pointsnit på 1,21 point i AGF, men det har dog været stigende fra 1,07 til 1,25 i sidste sæson og til 1,27 i denne. Det er stadig ikke højt, men det er i fremgang, og med den store spillertilgang og ændringen i konceptet fra Wieghorsts tid, er det ingen vild underpræstation, hvis overhovedet nogen.

AGF kunne have valgt at fyre Glen Riddersholm allerede i foråret, da nedrykningen kom meget tæt på. Dengang stillede jeg spørgsmålet, om ’den iltre og ambitiøse’ direktør Jacob Nielsen og hans ’passionerede’ formand Lars Fournais troede på, at Glen Riddersholm i første omgang kunne holde AGF i Superligaen, og i anden omgang løfte projektet på lang sigt. De valgte at tro på, at han kunne redde AGF, hvilket lykkedes, men at tvivle på den langsigtede effekt. Det valgte de ret hurtigt, for som jeg lørdag hørte  fra mine kilder, forsøgte AGF allerede i sommer at hente David Nielsen.

Jeg tror, David Nielsen kan blive en fremragende træner for AGF, fordi han har så mange kvaliteter, at han kan blive en fremragende træner alle steder. Taktisk og i forhold til mandskabsbehandling. Men han kan ikke løfte AGF alene, og han gør det næppe her og nu.
AGF har ikke en meget bedre trup end til den syvendeplads, holdet ligger på. Også David Nielsen skal have tid og tillid, men han skal vide, at han i AGF kun får meget lidt af den slags. Det er AGFs allerstørste problem, og Jacob Nielsen har efter to trænerfyringer på tre år ikke vist sig at kunne løse det. Tværtimod.