Rasmus løftede nok lidt på øjenbrynene, da han stod op 1. januar.

»Jeg kigger ud ad vinduet, og så tænker jeg sådan set bare: 'Fuck',« siger Rasmus Hansen til TV Midtvest.

For i løbet af nytårsnatten havde der været folk forbi med skraldespande fra ti adresser i Ørnhøj og parkeret dem foran Rasmus Hansens indkørsel.

Derfor måtte han lægge et opslag op i den lokale Facebook-gruppe, så de, der pludselig stod uden skraldespand, kunne komme og hente dem.

Men Rasmus Hansen tager det med et smil, for det er bedre at parkere en masse skraldespande i hans indkørsel end at sprænge dem i luften, som han siger.

Han har sågar fundet gerningsmanden. Og han kender vedkommende, som er en »nybagt« far. Derfor tænker Rasmus Hansen, at han nok havde brug for at skeje lidt ekstra ud nytårsaften.

Til TV Midtvest fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær, at der er kommet 30 til 35 anmeldelser om hærværk i forbindelse med nytårsaften.

De 30 til 35 anmeldelser vil ifølge vagtchefen ikke slå rekorder for hærværksanmeldelser på årets første dag.

Midt- og Vestjyllands Politi havde ellers indkaldt ekstra personale til at tage imod opkald fra borgere, der havde været ofre for hærværk.