Folkeskoler er blevet lagt sammen, og tosprogede elever får betalt transport til skoler med flere etsprogede elever.

Men alligevel er det ikke lykkes, at udligne karakterforskellen mellem et- og tosprogede elever i de københavnske folkeskoler.

Det skriver Politiken.

I 2015 fik de elever i de københavnske folkeskoler, der kun talte dansk i hjemmet et karaktergennemsnit ved afgangseksamen, der var 1,9 karakterpoint højere end de tosprogede elever.

Og i 2019 var den forskel steget. Nu fik de etsprogede elever et karaktergennemsnit ved de afsluttende eksamener, der var 2 karakterpoint højere end de tosprogede.

Det sker på trods af, at Københavns Kommune i 2019 brugte hele 198 millioner kroner på initiativer, der skulle mindske netop den forskel.

Og det er ikke godt nok. Det erkender flere politikere på Københavns Rådhus.

»Vi kan aldrig fuldstændig fjerne de sociale og sproglige forskellige, som børnene har med i bagagen, men vi kan begrænse den betydeligt mere, end vi gør i dag,« siger socialdemokraternes børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen, til Politiken.