»Livsgnisten er forsvundet. Der er ikke antydninger af smil og glæde. Det er nærmest smertefuldt at snakke med hende, fordi det er under begrænsninger, man bare ikke selv er herre over.«
De tunge ord kommer fra 30-årige Nadia Meincke Gudme. Hun har været vant til at kunne køre ud og besøge sin mormor, Poula, der bor på plejehjem. Spise kage. Drikke kaffe. Køre ture, mens solen strejfede deres ansigt.«
En mulighed, der forsvandt fra den ene dag til den anden, da coronavirus gjorde sit indtog. Det betyder, at Nadia Meincke Gudme kun kan tale med sin 81-årige mormor, der er terminal på grund af knoglekræft og samtidig er ramt af Parkinsons sygdom og lettere demens, over telefonen.
Kun Nadia Meincke Gudmes mor må besøge mormoren på afstand på stuen, og hele situationen er 'forfærdelig og lettere traumatiserende'.
Det er hårdt for familien, og moren strammer sig an for ikke at græde under besøgene.
»Så begynder min mormor bare at græde. Tit efter besøget har min mor behov for at ringe til mig, fordi det bare på en eller anden måde er så stor en stressfaktor at besøge sine kære og se, det da giver dem glæde, men med de restriktioner, der er, er det ikke muligt at besøge som før,« siger Nadia Meincke Gudme, der selv arbejder på et plejehjem og dermed ser situationen fra flere sider.
Hendes mormor forstår godt situationen, og at det er nødvendigt at passe på de ældre og plejepersonalet.
Det ændrer bare ikke på, at den 81-årige kvinde ikke kan få kram eller være tæt på sine kære.
Den har hun fået frataget, fortæller Nadia Meincke Gudme, der også selv bliver påvirket over at mærke sin mormors frustration.
»Min mormor sagde den anden dag, at det fandeme var som at sidde i et fængsel. Jeg skal godt nok sluge nogle kameler for ikke at lyde påvirket. Det er hårdt at høre min mormor sige, hun savner mig. Så sent som i dag sagde jeg: 'Vi ses snart', hvor hun svarede: 'Ja, så må man jo ikke håbe, det er, når man skal begraves'. De bliver jo fyldt med den negative energi, for de hører ikke om andet end corona, de får ikke nogen livgivende input. Den bemærkning har jeg jo ikke behov for, men det er hendes frustration over, at hun ikke ved, hvornår vi ses igen. Når vi det overhovedet, eller bliver det ved kisten?,« siger Nadia Meincke Gudme.
Også i sit arbejde som social- og sundhedsassistent kan hun se coronaens konsekvenser for de ældre. Nogle er meget demente og forstår det ikke, andre bliver mindet om det ved indslag i fjernsynet, og nogle er helt bevidste.
»Jeg ser som personale, at beboerne mentalt bliver mere dårlige. De bliver depressive og mister lysten til at spise og være sociale. Der er ikke den samme glæde ved, at vi som personale prøver at lave nogle ting. Det minder dem måske om, at de faktisk mangler deres familie,« siger Nadia Meincke Gudme.
Nogle af de demente forstår ikke, at det er på grund af en virus, at der er lukket ned. Måske lige i det øjeblik, de får det fortalt, men efter et kvarter er det glemt igen.
»Så kommer det samme spørgsmål. 'Hvorfor får jeg ikke besøg? Hvorfor kommer min mand og mine børn ikke?' Nogle af dem, der glemmer situationen, får opbygget en form for vrede. De føler jo, det er familien, der ikke vil besøge dem,« siger hun.
Det betyder også, at Nadia Meincke Gudme har gjort sig nogle tanker. For hun ved også godt, der er en risiko, hvis der bliver åbnet op for besøg, og hun kalder det 'katastrofalt', hvis både beboere og personale blev smittet på samtlige plejehjem.
»Det ville være en katastrofe, hvis der kom udbrud, men når jeg kigger på fremtidsudsigterne for, hvornår der kan komme besøg til de ældre, hvor det er tilladt at holde i hånd, så er der lange udsigter. Jeg ved ikke, om det er sundt at sidde som ældre, der ikke har meget livskvalitet tilbage, og så den sidste del af den kvalitet bliver frataget,« siger hun.
Ligesom resten af Danmark må Nadia Meincke Gudme blot vente på nyt om, hvornår der kan være besøg.
I januar fik de besked fra lægen om, at Poula nok ikke ville leve til jul i 2020, og at hun skulle have god pleje og omsorg.
Og det gør ondt på Nadia Meincke Gudme, at hendes mormor ikke kan få de sidste par oplevelser i sit liv. Som at se de japanske kirsebærtræer blomstre eller køre tur langs de gule marker.
»Som min mormor siger: 'Jeg vil faktisk næsten hellere dø af corona end at dø i ensomhed', fordi hun også kan mærke, hun bliver dårligere for hver dag, der går. Det er også en bemærkning, der gør hamrende ondt,« siger Nadia Meincke Gudme.
