'Vi har lukket luften ud af ét eller flere af dine dæk. Du er sikkert sur, men tag det ikke personligt. Det er ikke dig, det er din bil.'

Således lyder budskabet på en række sedler lagt i forruderne på hærværksramte biler.

»Vi har i sidste uge modtaget anmeldelser om et større antal biler, som har fået lukket luften ud af mindst et dæk. Det er formentlig sket natten til onsdag 30. november i området omkring Rosenvængets Hovedvej på Østerbro,« fortæller Københavns Politi.

Søndag talte B.T. med Steffen Brandenhoff, der er en af de berørte beboere på Østerbro i København. Han har talt mindst 25 biler, der er blevet piftet i kvarteret omkring Rosenvængets Hovedvej.

Steffen Brandenhoffs bil er en af mange piftede biler i kvarteret. Foto: Privatfoto
Steffen Brandenhoffs bil er en af mange piftede biler i kvarteret. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men ifølge Københavns Politi tæller problemet mere end 25.

»Der har tidligere været lignende eksempler på Frederiksberg, og sammenlagt er det mere end 100 biler, der har fået lukket luften ud af dækkene,« oplyser Københavns Politi.

Hærværk på Frederiksberg fandt sted i september, hvor en lang række biler fik piftet dækkene i området omkring Frederiksberg Allé.

Politiet efterforsker lige nu sagen og oplyser ikke, om de er bekendt med identiteten på personerne bag hærværket på bilerne.

Dog forsøger menneskene bag tilsyneladende ikke at dække over deres handlinger.

Sedlerne, der bliver lagt i bilernes forruder, er nemlig underskrevet med navn og en hjemmeside. 'The Tyre Extinguishers' kalder aktivisterne sig.

Aktivisternes opråb. Foto: Privatfoto
Aktivisternes opråb. Foto: Privatfoto
Vis mere

På sedlen står der desuden:

'Vi har gjort det her, fordi det har enorme konsekvenser for andre, at du kører i en kæmpe bil.'

'Vi har brug for akut handling for at begrænse udledningerne. Vi tager sagen i egen hånd, fordi vores regeringer og politikere ikke gør det,' står der på sedlerne.