Danske bilister har langt fra styr på reglerne for, hvornår man må køre over for gult lys.
I hvert fald hvis man kigger på en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.
Det skriver Gjensidige Forsikring i en pressemeddelelse.
På trods af at reglerne for kørsel for gult lys er præcis lige så klare som ved grønt og rødt lys, så er en markant del af de danske bilister altså i tvivl om, hvordan man skal forholde sig ved det gule lys.
Undersøgelsen, hvor 1.711 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år er blevet spurgt, viser nemlig, at kun 54 procent af de adspurgte bilister ved, at man må køre over for gult lys, hvis det kan skabe en farlig situation at bremse op.
De resterende svarede, at det afgørende er at nå ud i krydset, mens det er gult, eller at man generelt aldrig må køre over for gult.
Denne uvidenhed om trafikreglerne kommer bag på Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige.
»Det er et alt for stort antal bilister, der ikke er klar over så centrale regler, som hvornår man må køre ud i et kryds, og hvornår man skal holde tilbage; især set i lyset af, hvor mange uheld, der årligt sker i lyskryds med både materiel- og personskade til følge,« fortæller Henrik Sagild.
Han tilføjer, at lige præcis lyskryds er et af de steder, hvor der sker allerflest ulykker.
Undersøgelsen viser dog, at der på trods af den manglende viden om reglerne, er en bred forståelse for, hvor farligt det kan være, når bilister kører over for gult.
Næsten 40 procent svarer nemlig, at de har oplevet en farlig situation, fordi en anden bilist kørte over for gult lys, mens fire procent svarer, at den er opstået, fordi de selv kørte frem for gult.
Disse tal understreger alvoren af det manglende kendskab til reglerne, lyder det fra Henrik Sagild.