Der er sikkerhedsmæssige og teknologiske barrierer, hvis man vil fjerne droner, påpeger direktør i Sky-Watch.
Der er store udfordringer forbundet med at fjerne droner, der invaderer luftrummet, sådan som det skete over Københavns Lufthavn natten til tirsdag.
Det siger Martin Schousboe, der er direktør i dronevirksomheden Sky-Watch i Støvring i Nordjylland.
Sky-Watch fremstiller droner til militært formål.
- Det her er en stor udfordring. Det er den samme udfordring, man møder på kamppladsen i Ukraine, som man nu møder i Københavns Lufthavn, siger han.
Natten til tirsdag blev der registreret droner i luftrummet over lufthavnen i hovedstaden.
Det medførte aflyste afgange og ankomster, og op mod 20.000 passagerer blev berørt.
Københavns Politi har oplyst, at man ikke skød dronerne ned, fordi det udgjorde for stor en sikkerhedsrisiko, hvis de faldt ned over lufthavnen.
Havde det været i dagtimerne i fuldt dagslys, havde situationen været en anden, vurderer Martin Schousboe.
- Så kunne man have identificeret dem med det menneskelige øje og skudt dem ned med et haglgevær, siger han.
Der findes avanceret teknologi, der kan jamme kontakten mellem dronen og operatøren, påpeger han.
Det er uvist, i hvilket omfang danske myndigheder råder over den slags teknologi.
Men også her kan man blive udfordret, lyder det fra direktøren for dronevirksomheden.
- Hvis det er en militær drone, der arbejder på andre frekvenser end normalt, civilt udstyr, kan det være meget vanskeligt at bruge jammerudstyr.
- Det kræver også, at operatøren af "jammergeværet" kan se dronen, så derfor kan man heller ikke gøre det om natten, siger Martin Schousboe.
Der er ifølge direktøren "ikke nogen enkelt løsning" på problemet med uvelkomne droner.
- Man kan være heldig under særlige omstændigheder at bringe en enkelt drone ned. Men hvis der kommer en sværm af to, fire, ti eller flere droner, står man over for en stor udfordring, siger han.
Direktøren mener, at et formål med at sende droner ind over en lufthavn netop kan være at vise, hvad man er i stand til at gøre:
- Når dronerne, som jeg hører det, har haft både tændt og slukket lys, så tydeliggør det, at nogen har ønsket at sende et signal om, hvad de er i stand til, siger Martin Schousboe.
/ritzau/