En midaldrende mand fra Storkøbenhavn brugte i 80’erne sin Commodore 64-spillemaskine lidt anderledes end de fleste andre.

Og det har nu ført til en Joker-gevinst på 3,7 millioner kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Jeg har spillet Lotto lige så længe, Lotto har eksisteret. Og lige så længe har jeg spillet det samme reducerede Lotto-system, som jeg lavede på min Commodore 64,« fortæller han til Danske Spil.

Det første Lottospil i Danmark fandt sted i 1989 hvilket vil sige, at manden har spillet Lotto i de seneste 34 år.

»Jeg lavede selv programmet på computeren, og så satte jeg selv alle tallene over på Lotto-kuponen. Og den kupon har jeg spillet hver eneste uge siden da,« fortæller han.

Udover Lotto har han også spillet Joker siden 2000, hvor Joker-spillet blev indført.

På nær en mindre gevinst i december, har manden ikke haft den store succes med spillet. Lige indtil nu.

Han havde da også svært ved at tro på, at det kunne være rigtigt, da alle tallene på Lotto-kuponen pludselig var korrekte.

Først da hans storebror dobbelttjekkede tallene, turde han at tro på det, fortæller manden.

Gevinsten skal blandt andet bruges på en ny bil med automatgear og deles med den nærmeste familie.