Selvom coronapandemien lige nu ruller ind over Danmark, har Nicolaj Holm stadig store musikalske ambitioner, der rækker langt ud over landets grænser.

Direktøren for Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) er klar og direkte i mælet, når han skal sætte ord på retningen for den markante nordjyske kulturaktør.

»Vi skal være scenen, der viser Nordjylland, hvad verden kan byde på. Men også scenen, der udadtil viser resten af verden, hvad Nordjylland kan.«

Men selvom den 40-årige direktør bestrider en chefpost i den landsdel, hvor janteloven hersker allermest, så giver han ikke meget for beskedenhed.

»Vores take i 2022 er, at vi skal være hele Nordjyllands blærerøv. Med tre streger under blærerøv – og vi bruger det ord. Jeg kender ikke janteloven.«

»Der er ikke en limit for vores ambitionsniveau, det handler hele tiden om timing. Vi SKAL have store internationale navne til Nordjylland på koncertsiden.«

Når man spørger direktøren, der siden maj 2017 har siddet i chefstolen, hvor højt op på stigen med musikalske stjerner AKKC kan bevæge sig, så svarer han, at de skal helt derop, hvor verdensstjernerne befinder sig.

Direktør Nicolaj Holm har store armbevægelser, når han skal beskrive de musikalske ambitioner for AKKC.
Direktør Nicolaj Holm har store armbevægelser, når han skal beskrive de musikalske ambitioner for AKKC.
Vis mere

»Du får mig ikke til at sige, at jeg ikke gerne vil have Adele til Aalborg, for selvfølgelig vil jeg gerne have Adele til Aalborg. Spørgsmålet er, hvornår det kan lade sig gøre, og om hun er på tur.«

Og Nicolaj Holm har til dels noget at have de store tanker i. Kulturinstitutionen har gennem årene landet flere af de musikalske mastodonter.

»Vi har altid haft ambitionerne. Det kan du se, når du kigger på vores syngende træer.«

I mange år har det fungeret sådan, at hver gang en større kunstner lægger vejen forbi, plantes der et træ og sættes en afspiller med en knap op. Trykker man på den, brager en af kunstnerens største hit ud i parken.

Går du en tur i parken, kan du eksempelvis trykke på hit fra Beyonce, Mariah Carey, Bryan Adams, Elton John og Cliff Richard.

»I 2019 havde vi et år, hvor vi havde besøg af Mariah Carey og Maroon 5 med tre dages mellemrum. Og det er jo det niveau, vi skal være på internationalt.«

Maroon 5 plantede traditionen tro et syngende træ i Kildeparken, da de i juni 2019 spillede i Aalborg. Nicolaj Holm hjælper til.
Maroon 5 plantede traditionen tro et syngende træ i Kildeparken, da de i juni 2019 spillede i Aalborg. Nicolaj Holm hjælper til. Foto: AKKC
Vis mere

Netop koncerten med Maroon 5 i Mølleparken i juni 2019 er et af de seneste eksempler på et kæmpenavn.

Et andet eksempel er den store Martin Jensen-koncert, som AKKC afviklede under coronedlukningen.

Her stod dj'en på taget af AKKCs 35 meter høje scenetårn omgivet af droner, kraner og en helikopter. En koncert, der blev streamet af 1,5 millioner verden over.

Det handler dog ikke udelukkende om at få store navne til. Det går også ud på at gøre noget, som andre ikke gør, forklarer direktøren.

Maroon 5 blev for eksempel lokket til af AKKCs grønne og bæredygtige profil, mens Martin Jensen var et anderledes bud på, hvordan man kunne lave en kæmpekoncert midt under en coronedlukning.

»Vi forsøger at være unikke, og vi gør ikke noget, som nogle andre har gjort for et halvt år siden. For eksempel er Ed Sheeran så brugt.«

Selvom selvtilliden hos Nicolaj Holm er stor, så er der umiddelbart grænser for, hvilke fysiske rammer Aalborg Kongres & Kultur Center i sig selv kan tilbyde. Men det behøver ikke nødvendigvis være en begrænsning.

»Hvis jeg har navnet, skal jeg nok finde et sted at holde det, hvor jeg kan have 50.000 mennesker.«

Selvtilliden lider dog et knæk, når snakken falder på coronaens hak i tuden på kulturlivet. Selvom han ikke bryder sig om det, så må han erkende, at det har øjeblikkelige konsekvenser.

»Det har gjort, at vi selvfølgelig passer på nu og her. Lige nu er jeg ikke ude og entrere med tocifrede millionbeløb i investeringer til store internationale koncerter i 2021. Og jeg kommer heller ikke til at lave et sindssyg kæmpestort internationalt navn i 2022. For lige nu er verden for usikker til at samle 40.000 mennesker.«

Andre læser også