Monsterhvaler, kæmpeblæksprutter og havfruer.

Alle de væsener bliver vækket til live gennem fortællinger, hvor de viser sig at have langt større rod i virkeligheden, end man måske lige tror.

Det gør de i en ny udstilling på det maritime museum Nordsøen Ocenarium.

»Det bliver sjovt at se på, hvad der er fup og fakta, og hvor historierne kommer fra,« siger Kristina Ydesen, der er biolog og udviklingschef på Nordsøen Ocenarium.

»For eksempel skulle Christofer Columbus have set havfruer, da han kom til Caribien. Det var søkøer, der i fantasien var blevet til havfruer, og han var da også lidt skuffet over, at de viste sig at være noget skægget,« griner hun.

Og lige præcis havfruer bliver der sat ekstra fokus på i løbet af dagen.

Den vandbaserede zoologiske have får nemlig besøg af en vaskeægte havfrue. Hun skal svømme rundt i havens 4,5 millioner liter store fiskefyldte vandtank med glitrende hale og yndefulde bevægelser.

»Havfruen bliver jo kronen på værket,« siger Kristian Ydesen.

Det er fridykker og teateruddannede Karin Prehst Lund Madsen, der tager havfruehalen på og giver de besøgende et show.

»Jeg tror, at de voksne kommer til at være imponeret over, hvor dygtig en fridykker hun er, mens børnene bliver glade for at se en ægte havfrue,« siger biologen om det kommende show.

Karin kan nemlig holde vejret i hele fire minutter ad gangen, hvilket er mere end dobbelt så meget af, hvor længe et normalt menneske kan holde vejret.

Forårstemaet »fantastiske fabeldyr og hæslige havmonstre« kører på Nordsøen Ocenarium 21. maj.