En episode i en butik og en episode under en konference gjorde udslaget:
Irina gad ikke længere tale russisk offentligt og fortælle folk, hvor hun er fra.
»Min mand og jeg talte højt på russisk i butikken, og en fremmed spurgte mig på russisk, men med en accent: 'Hvor kommer du fra?' Jeg sagde, jeg havde boet i Danmark i lang tid, men han spurgte igen: 'Hvor kommer du fra?', og hans ansigt forekom mig meget vredt.«
Irina vendte sig straks væk og gik hen til sin mand.
»Jeg er en følsom person, og det var ubehageligt for mig,« forklarer hun.
Er du fra Rusland, men bor du nu i Danmark? Så må du meget gerne sende journalist Peter Boier en mail på pebo@bt.dk, hvis du har lyst til at tale om, hvordan det har været siden Putins invasion. På forhånd mange tak.
Irina S. har boet i Danmark siden 2020, hvor hun kom hertil fra Moskva. Hendes mand – fra Letland – bor her også sammen med hende. Men siden Ruslands præsident, Vladimir Putin, for lidt over et år siden invaderede nabolandet Ukraine, er det ikke noget, hun råber højt om.
På en erhvervskonference talte hun med en tysker, men fortrød med det samme, at hun fortalte, hun er fra Rusland.
»Han begyndte straks at ærgre sig over situationen og fortælle mig, hvor ulykkelig han var,« forklarer hun og kalder det en »trist samtale«, og at hun hellere ville have snakket forretning.
Selvom manden ikke bebrejdede hende, gjorde de to episoder, at hun ikke længere fortæller, hvor hun er fra, i Danmark.
B.T. sætter spot på, hvordan det har været at være russer i Danmark det seneste år. Vi kender Irina S.' fulde navn, men hun har ikke lyst til at stå frem med sit fulde navn og foto af samme årsager, som at hun holder lav profil med sin nationalitet andre steder i Danmark.
Der er siden Putins invasion kommet flere russere til Danmark. Udlændingestyrelsen oplyser til B.T., at der i 2022 kom 109 asylansøgninger fra russere mod blot 17 året forinden.
Hun arbejder som tale-coach, hvor hun hjælper folk med at tale foran forsamlinger.
Da krigen brød ud, var hun med til at samle ting ind til de ukrainske flygtninge.
»Så var der selvfølgelig mange ukrainere, og da de fandt ud af, hvor kom jeg fra, var de overraskede og glade for, at jeg hjalp.«
Hendes mor bor stadig i Rusland, og de taler sammen næsten dagligt. De har et godt forhold, forklarer Irina S., og de forsøger ikke at tale for meget om politik.
»Først troede hun, at Putin gjorde det for at bringe tingene i orden i Ukraine,« fortæller Irina S. og forklarer, at hun snakkede med sin mor om, at det jo er et fremmed land, Putin var gået ind i, og om det virkelig var okay?
»Hun var enig. Hun har ondt af folk på begge sider,« siger Irina S. og ærgrer sig.
Det er nemlig blevet sværere for moren at besøge Irina i Danmark, da Danmark har strammet reglerne for turistvisa for russere.
Men gennem det seneste år er Irina S. faktisk stoppet helt med at tale om Rusland, hendes hjemland. Hun føler sig magtesløs.
»Jeg ønsker at blive bedømt ud fra mine handlinger, ikke ud fra hvor jeg kommer fra.«