Volodymyr Zelenskyj konstaterede tirsdag, at en tredjedel af Ukraines energisektor er blevet smadret af russiske missiler og droner.

Men også Danmark er i fare for at blive ramt af et angreb mod vores energisektor.

Det skriver TV 2 på baggrund af et interview med Mads Nørgaard Madsen, partner i konsulenthuset PwC og ekspert i cybersikkerhed:

»Hvis krigen eskalerer, er risikoen for, at vores energisektor bliver ramt, høj. For den ene part i krigen har det vist sig meget effektivt at lege med vores energiforsyning, fordi ingen synes, at det er sjovt at sidde i et koldt hjem. Så man får skabt noget røre,« siger han til TV 2.

Mads Nørgaard Madsen beskriver Danmarks situation som 'hverken i krig eller fred', fordi vi støtter Ukraine og derfor kan blive straffet af Rusland.

Som eksempel nævner han skaderne på de to gasrørledninger Nord Stream 1 og 2, nedlukning af det globale navigationssystem gps i oktober og sabotage af togtrafikken i Nordtyskland på begivenheder, hvor eksperter har kædet krigen i Ukraine og Vestens anstrengte forhold til Rusland sammen.

I Center for Cybersikkerheds nyeste rapport fra juli 2022 lyder konklusionen, at risikoen for cyberspionage mod energisektoren er 'meget høj':

'Truslen fra cyberspionage mod energisektoren er MEGET HØJ. CFCS vurderer, at fremmede stater blandt andet har interesse i at stjæle informationer til styrkelse og udvikling af deres egen energisektor eller til brug i en evt. politisk eller militær konflikt. Der har i det seneste år været forsøg på kompromittering af den danske energisektor.'