En buschauffør fra Sydtrafik er havnet i en sand shitstorm på Facebook, efter han smed en mor med et grædende barn ud af sin bus i Kolding.

Nu har chaufføren fået en streng påtale.

Onsdag morgen bevidnede Christina Vilmar Specht en ubehagelig episode i bussen, hvor en chauffør ifølge hende klodsede bremsen i, så passagerne blev kastet frem i sæderne, og beordrede en mor og hendes barn til at forlade bussen.

'Han smaskede døren i, og vi kørte fra dig,' skriver Christina Vilmar Specht i Facebook-gruppen 'Facebook Kolding', der har 32.000 medlemmer.

Christina Vilmar Specht skriver, at hun reagerede, da moren og barnet var blevet smidt af bussen ved at påtale, at det ikke var i orden.

Hundredvis i Facebook-gruppen bakker Christina Vilmar Specht op og roser hende for at tage affære, mens flere er meget uforstående over chaufførens reaktion.

Christina Vilmar Specht skriver videre i opslaget, at hun vil klage til Sydtrafik. Den klage har driftschef ved Sydtrafik, Søren Sloth, ifølge jv.dk, modtaget.

Søren Sloth bekræfter, at episoden er fundet sted, da han har set det på en overvågningsvideo.

»Der er ikke lyd på videoen, men der er helt klart en reaktion fra chaufførens side, der har noget at gøre med moderen og barnet. Det er en uheldig reaktion, og det er slet ikke i orden. Man kan se på videoen, at der blev bremset, og passagererne rykkede frem i sædet, som om bussen bremsede op for en fodgænger, der gik ud foran eller var ved at gå over for rødt,« siger Søren Sloth til jv.dk.

Driftschefen fortæller desuden, at chaufføren har fået en 'streng påtale'.

Udover at gøre Sydtrafik opmærksomme på episoden har Christina Vilmar Specht delt opslaget for at få kontakt til kvinden.

'Du nåede ikke at høre, at jeg reagerede, og du må have følt dig frygtelig alene. Jeg har tænkt på dig hele dagen,' slutter Christina Vilmar Specht sit opslag.

Foto: Facebook
Vis mere