Det er søndag, og klokken er 10. Niamh Ní Hoireabhaird skal fra sit hjem i Skejby til Aarhus Midtby. Hun plejer at tage bussen, men to ubehagelige episoder gør, at hun vælger at tage hele turen i sin kørestol. Uden bussen.

Men Niamh Ní Hoireabhaird når aldrig til Aarhus Midtby den søndag. På vej ned af Randersvej går det galt.

Kørestolen kører hurtigere og hurtigere. Niamh mister kontrollen, rammer kantstenen og falder for fuld kraft.

»Pludselig er kørestolen oven på mig, og jeg kan ikke komme op,« fortæller hun til B.T. Aarhus.

Folk kommer løbende hen til hende og får hurtigt ringet efter en ambulance.

Billedet her tog Niahm efter faldet ned af Randersvej. I et opslag på Twitter om den første episode har hun fået flere tusind likes.
Billedet her tog Niahm efter faldet ned af Randersvej. I et opslag på Twitter om den første episode har hun fået flere tusind likes.
Vis mere

Niamh Ní Hoireabhaird, der er fra Irland og studerer i Aarhus gennem et Erasmus Mundus-program, har på det her tidspunkt kun været i Aarhus i en måned.

Og for at forstå hvorfor Niamh ender med at tage den lange tur fra Skejby til Aarhus Midtby i sin kørestol den søndag og ikke vælger at tage bussen, skal tiden spoles en smule tilbage.

To gange har hun nemlig fået en besked, som hun ikke har fået andre steder end i Aarhus. Begge gange i mødet med en chauffør i en af Midttrafiks gule busser.

Første gang en torsdag aften.

Her har hun været til en fødselsdagsfest og følges med en ven hen til busstoppestedet, der også hjælper hende ombord på bussen.

Men da dørene lukker, kommer beskeden fra buschaufføren.

»Han siger til mig, at jeg i fremtiden ikke er velkommen uden en assistent, og at det ikke er hans job at hjælpe mig,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg siger til ham, at det er en krænkelse af international handicaplovgivning ikke at hjælpe. Men han lytter ikke og fortæller mig, at jeg skal forlade bussen.«

Hun ender med at forlade bussen og tage turen hjem mod Skejby selv.

To dage efter, lørdag eftermiddag, får hun samme besked fra en chauffør, der dog hjælper hende ombord.

Chaufføren fortæller igen, at hun i busserne ikke kan få hjælp til at komme ombord fra chaufførerne.

»I den måned jeg har været her, har det været svært at bevæge mig rundt. Aarhus er ikke lige så tilgængelig en by som Dublin,« siger hun og tilføjer:

»Jeg synes både, at det er besværligt, men også problematisk for min frihed, at jeg ikke kan tage en spontan tur i bussen i Aarhus, men nøje skal planlægge gennem Flextrafik.«

Og det er på grund af de to episoder, at Niamh den søndag vælger at tage turen selv og ender i ambulancen.

»Jeg tog jo kun turen selv, fordi jeg var så nervøs for busture ovenpå de tidligere oplevelser, jeg har haft.«

»Jeg slap med nogle skrammer på mit ansigt og krop. Heldigvis brækkede jeg ikke noget. Men jeg måtte otte timer på hospitalet efter mit fald.«

Niamh Ní Hoireabhaird er dog ikke alene om at opleve den problemstilling.

En rapport, der er udgivet af Institut for Menneskerettigheder, viser, at kørestolsbrugere skal være heldige, hvis de skal have en tur med bussen uden en medhjælper.

Fem ud af seks af de danske trafikselskaber sikrer ifølge rapporten ikke, at passagerer med bevægelseshandicap kan tage en spontan og selvstændig tur med bussen.

Buschaufførerne må nemlig ikke hjælpe de rejsende ved at slå rampen ud, vippe kørestolen ombord eller på anden måde hjælpe personerne med bevægelseshandicap ombord.

Ifølge rapporten tillod halvdelen af busselskaberne chaufførerne at hjælpe i 2014, i dag er det kun ét.

Den manglende tilgængelighed i busserne betyder, at kørestolsbrugere er et særsyn i busserne. Og for de bevægelseshandicappede kan det have sociale konsekvenser.

Ifølge FN’s handicapkonvention har alle ret til at få adgang til den kollektive transport i Danmark.

Derfor anbefaler Institut for Menneskerettigheder også, at der bliver taget initiativer til at sikre, at mennesker med handicap kan blive hjulpet i den almindelige kollektive bustransport.

B.T. Aarhus har været i kontakt med Midttrafik, der fortæller, at der er flere årsager til, at chaufførerne gerne må sige nej til at hjælpe blandt andet kørestolsbrugere, når de skal med bussen.

»En af årsagerne er et sikkerhedshensyn, en anden er en stram tidsplan, og så kan der være chauffører, der har en fysik, der kan gøre det svært at assistere kunderne, hvor de gerne vil ombord,« fortæller funktionsleder hos Midttrafik, Thomas Dalgaard Mikkelsen.

Ifølge FN’s handicapkonvention har alle ret til at få adgang til den kollektive transport i Danmark, hvordan sikrer I det for blandt andre Niamh?

»Vi henviser til vores Flextrafik, som selvfølgelig kan sætte nogle begrænsninger i forhold til spontane ture, men til gengæld bliver kunden kørt fra dør til dør,« fortæller han.

Niamh ønsker efter episoderne at klage til Midtraffik. Hun mener ikke, at det kan være rigtigt, at man ikke spontant kan tage en tur i bussen.

På Twitter har hun delt episoden og fået flere tusind likes på sit opslag.

»Der er også mange buschauffører, der har været søde at hjælpe mig. Så jeg tror ikke, at det er alle, der ikke vil hjælpe. Men det går ikke, at det afhænger af chaufføren, om jeg kan tage en tur med bussen eller ej.«

Til det svarer Midttrafik:

»Jeg er rigtig ked af at høre om den oplevelse, hun har haft. Det gør mig rigtig ondt at høre, at hun har været udsat for nogle ulykker,« siger funktionslederen og tilføjer:

»Når man er kørestolsbruger skal man have en assistent med. Som udgangspunkt er der ikke noget, der forhindrer vores chauffører i at hjælpe, men vi kan ikke garantere den service.«

Aarhus Kommune har som mål at blive Europæisk Tilgængelighedsby i 2023.